Fortsæt til indhold

I bus på Vestergårdsskolen

En bus har givet større frihed til lærerne på Vestergårdsskolen i Viby

Samfund
Af Camilla Kjærgaard Olesen

Den er ikke speciel moderne at se på, men den holder på de bedste parkeringspladser og er yderst populær blandt både elever og lærere på Vestergårdsskolen i Viby. Der er tale om en bus, som skolen har investeret i tilbage i februar. Den giver skolens lærere en større frihed og mulighed for at planlægge spontant.
"Jeg har brugt den en del gange til ekskursioner - bussen er med til at skabe sammenhæng mellem praksis og teori. Der er plads til at være impulsiv, og den giver os fleksibilitet - det er guld værd," fortæller lærer Lene Møller.
Også i SFO'en har man glæde af den. De har ladet den blå bus køre til stranden, skoven, svømmehallen, Ålborg Zoo, Danfoss og mange andre steder.

Oplevelser til børnene

Skoleleder Bente Andersen har da heller ikke fortrudt et eneste øjeblik, at skolen købte bussen af Fjordsgades Skole.
"Den er med til at styrke fagligheden og giver vores børn en masse oplevelser. En af klasserne har haft om middelalderen og kørte til Spøttrup Borg - og pludselig blev begrebet middelalder visualiseret for dem. Mange af de ture vi er på, havde vi ikke råd til, hvis vi ikke havde bussen," siger Bente Andersen.
Der er to, der kan køre bussen - en af dem er SFO-leder Flemming Rasmussen. Og selv om han er i SFO'en, kører han glædeligt rundt med eleverne, når de skal på ture.
"Vi har købt bussen som et forsøg for at se, om vi kunne bruge den, og det har vi fået bevist, at vi sagtens kan. Det er godt for både undervisningen og SFO'en," siger han.