Fortsæt til indhold

13-årig filmstjerne skrev autografer

Marcus Rønnov fra Farum har været dygtig at arbejde sammen med, siger instruktøren til den nye danske familiefilm, "Storm"

Samfund
Jens Berg Thomsen

Til daglig er han en ganske almindelig skoledreng. Men tirsdag stod den på autografskrivning i Værløse Bio for Marcus Rønnov fra Farum, der spiller hovedrollen i den nye familiefilm, "Storm". "Det har været rigtig sjovt at være med i en film. Det er ikke mange, der kommer til at opleve at have en hovedrolle," siger Marcus Rønnov til lokalavisen.

Første film

Marcus har aldrig spillet med i en film før, men han har gjort det godt ifølge instruktør Giacomo Campeotto. "Selvfølgelig er der nogle ting, der kan gøre én usikker, når det er første gang. Men Marcus har været rigtig dygtig til at leve sig ind i de situationer, som historien krævede," siger Giacomo Campeotto. Om han har lyst til at blive skuespiller, når han bliver voksen, ved han ikke endnu. "Måske. Det kunne være fedt. Men jeg drømmer også om at blive musiker," siger Marcus. "Det er jo svært at sige, og det kan jo være, at Marcus hellere vil være urmager, når han bliver voksen. Men han har i hvert fald været dygtig at arbejde sammen med," siger Giacomo Campeotto. "Storm" går lige nu i landets biografer.