Fortsæt til indhold

Oktoberfest i flydende form

Historien bag den originale Oktoberfest begyndte for 200 år siden i München

Samfund
Af Brian Fogsgaard Jensen, salgskonsulent, ølentusiast samt indehaver af websiden ProBier Ølsmagninger på facebook og myspace.com

Det hele begyndte tilbage i 1810, da den bayerske kronprins Ludwig skulle giftes. Byens bryggerier skulle levere øllet, selvom øl fra bl.a. Budvar i Tjekkiet (Böhmen) var mere populært på det tidspunkt.
Der blev holdt en kæmpe fest – ikke til ære for Ludwig, men derimod til ære for bruden, prinsesse Therese.
Pladsen som den originale Oktoberfest holdes, er opkaldt efter prinsessen, og hedder Theresienweise.

Dansk plads

En dansker har for nyligt også fået opkaldt en plads efter sig i Tyskland. Håndboldspilleren Lars Christiansen har fået opkaldt pladsen foran sportshallen i Flensborg, efter sin flotte karriere i byen.
Vi kommer tilbage til Flensborg senere. Oktoberfesten er i år kun nummer 177 selvom der er 200 års jubilæum.
Der blev ikke arrangeret Oktoberfest under Verdenskrigene.

Brian Fogsgaard Jensen

Der er tappet

Siden 1950 har det været en tradition, at byens borgmester åbner festen ved at tappe et glas øl fra en øltønde. Sådan vil det også foregå ved årets store fest, som begyndte ved middagstid 18. september, hvor borgmester Christian Ude åbnede festen med ordene: ”O"zapft is” - ”Der er tappet!”
Faktisk ligger Münchens Oktoberfest primært i september – festivalen slutter den første søndag i oktober. Vejret er simpelthen mildere og mere solskinsfuldt jo tættere på sommeren, man holder sig. Og jo bedre vejr, desto gladere gæster = flere solgte øl.

Martsøl

Mange tror fejlagtigt, at Oktoberfest øllet er hvedeøl (weissbier). Den øltype der drikkes til den originale Oktoberfest, hedder Märzen.
I marts måned bliver øllet brygget og lagrer efterfølgende indtil oktoberfesten officielt starter ved, at borgmesteren symbolsk slår hul på den første tønde øl. De tyske Oktoberfest øl, minder om det som vi i Danmark kalder en guldøl og er på cirka 6 % i styrke.
Øllet er brygget efter det tyske Reinheitsgebot der er en lov om ølbrygning, som blev indført i Bayern i 1516 og siden i resten af Tyskland. Loven er en af verdens første fødevareregulerende love og siger bl.a. at intet andet end vand, gær, malt og humle må indgå i øl. EF-domstolen besluttede i 1984 at Reinheitgebotets forbud mod at sælge øl med andre ingredienser (som f.eks. råfrugt) var i strid med loven om varernes frie bevægelighed i EU, og i dag gælder loven ikke, men de fleste tyske bryggerier mærker stadig deres øl som værende brygget i henhold til "das deutsche Reinheitsgebot".

Seks millioner

I dag har Oktoberfesten i München årligt besøg af omkringseks millioner mennesker, der konsumerer omkring seks millioner liter øl.
Kommer du ikke lige forbi München i slutningen af september, så fortvivl ikke. Du kan sagtens opføre dig som gemytlig germaner, i Århus og Midtjylland.

Danske oktoberfester

I år afholdes der Oktoberfest i Herning og Holstebro, efter tysk forbillede. Festerne foregår i et stort cirkustelt, med tyrolerorkester, lederhosen, Heidi servitricer, tysk mad og tysk øl.
Glem alt om "okTuborgfest".
En Grøn Tuborg smager altså ikke tysk, bare fordi den serveres i et stort krus. Til de midtjyske Oktoberfester, kan man i år nyde de gode øl fra Tysklands nordligste bryggeri.
Andre vil måske sige det er det sydligste danske bryggeri. Det er nemlig øl fra Emil Petersens bryggeri, Flensburger Export Brauerei, som der serveres i de store et liters krus, i Herning og Holstebro.

Flensborg

Flensborg var engang Danmarks andenstørste by, kun overgået af Viborg.
Før Jyderne drog til København og sparkede mulden af træskoene i Valby (hvor Valby bakke ligger i dag), var det Flensborg og Hamborg, som bønderne drog til for at sælge okser. Vejen de brugte dertil var hærvejen også kaldet oksevejen.

Fakta
Flensburger øl købes i: Superbest Hadsten og Bjerringbro, EV Marked Thorsø, Hammelhus i Hammel, Butik Aroma Galten, Butik Dalsgaarden i Haar, Skjold Burne Bjerringbro og Hadsten.