Hvordan man går på r.... uden at slå numsen

Annemarie Hessellund Beanland rejste for en snes år siden med højt humør rundt på luksusklasse sammen med sine børn. Derefter gik hun med lige så højt løftet fane på rumpen med et brag. Samme misundelsesværdige letsind har hun stadig.

Glimt i øjet

Annemarie bor i dag i Lystrup. Hun er 66 år og er ligeså fuld af krudt og humør, som hun altid har været.
"Jeg ser da ikke ud til at være en dag over 65½."
Et glimt i øjet og en velanbragt kommentar er hendes varemærke. Men overfladisk er hun ikke. Hun kan godt blive ked af det, når verden raser eller noget personligt går hende imod.
"Men det varer ikke ret længe, cirka ti minutter", smiler hun.
Sit lyse sind er det træk, hun er mest glad for hos sig selv, fortæller hun.
"Er man glad og tilfreds tror jeg også, at man har et bedre helbred. Min influenza varer for eksempel kun to dage, og tre hvis det er rigtig slemt."

Smagsprøver i Bilka

Selv om det har været smalhals har hun og hendes to nu voksne børn ikke gået og hængt med hovedet.
"For eksempel tog vi på udflugt til Bilka og smagte på smagsprøver. Eller hvis vi virkelig skulle ud og spise fint, tog vi på pizzaria."
I dag har hun en kuvert, der er mærket "Spiseklubben". Her samler hun penge til besøg på byens gourmet-restauranter.
I det daglige deler hun gladeligt ud af sine erfaringer, når hun holder foredrag rundt omkring i landet. "Hvordan man går på r?. uden at slå numsen", "Lev livet mens du har det", "Hvorfor kede sig ihjel alene, når man kan dø af grin sammen med andre" er titler på nogle af dem.
I Lystrup deler hun også gerne ud af sit gode humør.
"Jeg er opmærksom på andre og siger for eksempel godmorgen, når jeg møder nogle på min morgentur med min hund Sascha (som i øvrigt er en hanhund, red.)".
En dag mødte hun en ung mand, en noget indadvendt og apatisk type.
"Godmorgen", udbrød hun og sendte ham et stort smil. Den unge mand vendte sig om og sendte hende et ligeså stort smil.
"Det var da et dejligt smil", sagde hun til ham.
Han svarede "I lige måde", og nu er han på hat med hende på lang afstand, når han ser hende.

Dræbersnegle og affald

Hun lægger ikke skjul på, at hun også har en voldelig side. Hendes største passion er nemlig at slå dræbersnegle ihjel.
"Jeg er vild med det. Jeg er oppe på 36.203."
Det skal nævnes, at de mange snegle er blevet nedlagt over otte år.
"Jeg træder på dem. I begyndelsen brugte jeg salt – et kilo kunne klare 750 snegle. Men det er vist en barsk død, det er mere humant at træde på dem."
Annemarie håber ikke, at drabene får indflydelse, når hun en dag har stillet træskoene og står ved Sankt Peter.
"Måske passerer alle sneglene forbi og jager mig i den anden retning, når jeg står i lystunnellen på vej op til Sankt Peter."
Udover passionen med dræbersnegle samler hun også affald, og irriteres, når hundeejere samler efterladenskaber op i plasticposer og derefter lader posen ligge.
"Det er da tankeløst".
Hun er også vældig irriteret på eleverne på Elsted Skole.
"De er nogle grise. Det irriterer mig grænseløst, når jeg ser, hvordan mange unge træder på dåsen og efterlader den i græsset. Det er faktisk min yndlingsaggression."
Hun har fået medhold af én af kommunens havemænd.
"Han fortæller, at man på forvaltningen kalder Elsted Skole for den mest svinske skole i det nordlige Århus."

Mand på halt, brun hest

Annemaries børn er for længst flyttet hjemmefra. Børnene har hver sin far, men i dag er der ingen mand i hendes liv. Hun vil dog ikke udelukke, at der kommer én en dag.
"Der kan godt blive plads til en tandbørste i mit hjem. Jeg tænkte, da børnene var flyttet fra reden, at det kunne være dejligt med en ridder på en hvid hest. Men når jeg så kigger mig i spejlet, indser jeg, at jeg måske må nøjes med en mand på en brun, halt hest."
Annemarie leder dog ikke efter manden, hun skal dele sit otium med.
"Jeg har det jo godt."

På stop gennem Europa

Hun har prøvet det meste og taget for sig af livet. Da hun fyldte 60, var hun ude og flyve i luftballon. Det var en gave fra børn og venner. Måske vil hun også springe i faldskærm en dag.
"Hvis jeg tør."
Når hendes hund på syv år engang ikke er her mere, drømmer hun om at tage på stop ned gennem Europa og efterfølgende holde foredrag om sine oplevelser.
"Og hvis jeg så skulle blive voldtaget på turen, så vil jeg sige til manden, at jeg håber han kan flere gange."

Har det ”Skidegodt”

Annemarie har det ifølge hende selv "Skidegodt". Hun er involveret i mange ting og keder sig aldrig. Hun læser meget, har tre besøgsvenner, er i brugerrådet på Lokalcenter Sønderskovhus, er via brugerrådet bisidder for de ældre, har et par veninder hun hjælper med praktiske ting, er med i besøgstjenestens bestyrelse, besøger gamle veninder og er i øvrigt kvindelig mariner på 34. år.
"Jeg er næsten altid glad - ofte bobler jeg af glæde, især når jeg går tur i naturen."
Dog ville hun ønske at der var råd til mange flere rejser.
"Men i min alder lærer man at værdsætte de nære ting."