Fortsæt til indhold

Det går ud over lokalområdet, når dit sommerhus står tomt

Myter om udlejning forhindrer, at tomme sommerhuse i højere grad lejes ud til gavn for lokaløkonomien

Samfund

Står dit sommerhus tomt i lange perioder, fordi du ikke selv bruger det? Det er ærgerligt for både ejernes pengepung og lokalområdet, for der er gode penge at tjene på at leje det ud, men det er der alt for få, der gør. Det mener i hvert fald ejerrådgiver ved Sol og Strand Emil Dyg Lyst:

»Jeg kører meget i området som rådgiver hos Sol og Strand, og jeg ser alt for mange sommerhuse med højt udlejningspotentiale, der står tomme uge efter uge – ofte med et ”til salg” skilt i indkørslen. Det er synd, da Djursland som feriedestination går glip af rigtig mange penge, som potentielle feriegæster kunne have lagt. Hvorfor ikke stille de huse til rådighed for udlejning og skabe værdi for de små lokalsamfund i området? Tænk på, hvem der ellers skal købe is i det lokale ishus, når husene står tomme.«

Han mener, det i høj grad skyldes myter omkring udlejning, som baserer sig på gammeldags regler, der for lang tid siden er blevet erstattet af mere fleksible muligheder for udlejning.

»Jeg taler dagligt med sommerhusejere, og mange af udlejningsbranchens myter lever desværre i bedste velgående. Men der er altså ikke længere de samme rigide betingelser, når man skal udleje sit sommerhus, som der var engang.«

I dag er der mange muligheder for at udleje sit sommerhus. Foruden de traditionelle bureauer, som har rykket sig meget på deres fleksibilitet, er der efterhånden så mange alternative løsninger. Man selv har stor indflydelse på alt fra ankomstdag til ferietyper, samt hvor meget og hvilke uger man vil udleje, fortæller han og tilføjer:

»Der er også bureauer, hvor man kan komme ud af aftalen med en måneds varsel, så man er ikke længere bundet på samme måde, som man var tidligere. Man er slet ikke bundet til en aftale på samme måde, som man var det, da bureauerne skulle trykke kataloger og sikre sig, at de huse de satte i kataloget, så også var til udlejning året efter.«

Gode feriegæster

Hos Sol og Strand oplever de, at langt de fleste feriegæster passer rigtig godt på sommerhuset og hvis uheldet er ude, og huset ikke efterlades som aftalt, så har udlejningsbureauer efterhånden sikret, at man er dækket rigtig godt ind. Derudover gør bureauerne et kæmpe stykke arbejde for at rengøre sommerhuset efter endt leje og har i dag udviklet værktøjerne til at sikre, at arbejdet bliver gjort ordentligt, vurderer Emil Dyg Lyst.

«Vi kan se i gæste- og husejerundersøgelser, at langt de fleste er meget tilfredse med det arbejde, der bliver gjort.

Sol og Strand ser lige nu et stort potentiale for, at sommerhusudlejningen kan stortrives.

»Mange mennesker er påvirket af inflationen og sammenlignet med andre ferieformer er en sommerhustur et billigere afbræk fra hverdagen. Derudover, med de varmegrader Sydeuropa oplevede i 2022, vil mange søge mod destinationer, hvor temperaturen er mere behagelig.«

For en sommerhusejer er de første 44.500 kroner af lejeindtægten skattefri, så hvorfor ikke tjene på det og samtidig hjælpe de lokale forretninger, spørger Emil Dyg Lyst.

»Det har jo i sidste ende betydning for, om ishuset også er der næste gang, ejerne selv skal på ferie. Og lad mig bare lige afslutningsvist understrege, at jeg ikke kommer med den her opfordring for at skaffe kunder i butikken hos lige præcis Sol og Strand. Vi har mange gode kolleger, som alle tilbyder gode og ordentlige vilkår for udlejerne.«