Byrådsmedlem fra Århus kom ud til 60 millioner tv-seere
Rabih Azad-Ahmad, formand for Århus Kommunes kulturudvalg, blev portrætteret på den arabiske tv-station Al Jazeera
Millioner af tv-seere så med, da det radikale byrådsmedlem Rabih Azad-Ahmad forleden var på tv for at fortælle om sit liv i Århus. Bag kameraet stod nemlig et tv-hold fra den populære arabiske tv-station Al Jazeera, som dagligt har 40-60 millioner tv-seere verden over. "Jeg var på studierejse i USA og troede ikke mine egne øre, da jeg blev ringet op af Al Jazeera. Jeg troede først det var en en joke. Men det viste sig at være sandt," fortæller Rabih Azad-Ahmad om henvendelsen fra Al Jazeera. TV-stationen ville gerne lave et program om en udvandrer, der har klaret sig godt i sit nye hjemland. Og det passede fint på Rabih Azad-Ahmad, som kom til Danmark i 1989, hvor han flygtede fra en flygtningelejr i Libanon. I dag er han uddannet jurist, ansat som daglig leder af Gellerupparkens Retshjælp og juridisk rådgiver ved Folkeinformationen - foruden altså den politiske karriere, som ud over posten som formand for kulturudvalget også omfatter formandsskabet i Multikulturel Forening.
Hårdt - men også en ære
Selve tv-udsendelsen blev til ved, at Rabih Azad-Ahmad havde et tv-hold med rundt i Århus i fire dage. Her besøgte de blandt andet Musikhuset, ARoS, universitetsparken, rådhuset, Gellerupparken og Bazar Vest. "Jeg ville også gerne have taget dem med til Den Gamle By, så de kunne se hvordan museet er et levende billede på livet, som det var i de gamle danske byer. Det blev dog desværre ikke til noget, da vejret var for dårligt den pågældende dag," siger Rabih Azad-Ahmad - og konstaterer at det var hårdt at have en tv-hold i hælene i fire dage: "Men selv om det var hårdt, så føler jeg det også som en stor ære at blive valgt til at være med," siger han.