Ny rektor ansat på Århus Statsgymnasium
Dorte Fristrup ny rektor for Århus Statsgymnasium fra 1. februar
Bestyrelsen for Århus Statsgymnasium (ÅSG) har i aftes i fuld enighed besluttet at ansætte 47-årige Dorte Fristrup fra Åbyhøj som ny rektor fra 1. februar 2011.
"På bestyrelsens vegne er jeg meget glad for at byde Dorte Fristrup velkommen som rektor på ÅSG. Bestyrelsen ser frem til samarbejdet med en sikker fornemmelse af, at de ansatte og eleverne på ÅSG i hende får en kompetent og visionær ny rektor, der med humor og en ledelsesstil præget af anerkendelse og åbenhed kan videreføre og udvikle ÅSG?s mange kvaliteter", siger bestyrelsesformand, prodekan ved Handelshøjskolen, Aarhus Universitet, Peder Østergaard.
Efter rektor Keld Larsens pludselige og tragiske død besluttede bestyrelsen, at det var nødvendigt hurtigst muligt at ansætte en ny rektor til at stå spidsen for den overordnede ledelse af de mange nye og igangværende pædagogiske, faglige og bygningsmæssige projekter på gymnasiet. Der var 33 ansøgere til stillingen.
Dorte Fristrup er sproglig student fra Viborg Katedralskole, cand. mag. fra Aarhus Universitet i 1990 med hovedfag i fransk og bifag i matematik, suppleret med en Master i Gymnasiepædagogik i 2003.
Dorte Fristrup har været fagkonsulent i flere fag under Undervisningsministeriet, medlem af opgavekommissioner, censor på universiteterne og er forfatter til flere lærebøger i fransk og matematik.
Hun har siden 1990 været ansat i forskellige stillinger ved Horsens HF & VUC, de seneste fire år i lederjob, senest som vicerektor.
Dorte Fristrup har gennem årene opbygget et bredt fagligt netværk og vist evne til at samarbejde på mange forskellige niveauer.
"Det er Dorte Fristups mange og brede faglige, pædagogiske og ledelsesmæssige kompetencer, der gør, at bestyrelsen er enig om, at hun er den ideelle rektor for ÅSG - et gymnasium præget af mangfoldighed, en høj prioritering af faglighed, pædagogisk udvikling og en samarbejdskulturkultur, der til sammen gør ÅSG til et unikt uddannelsessted", siger Peder Østergaard.