Rudersdal Kommune lukker omstridt botilbud
Rosengården flyttes fra adressen på Karpevænget i Birkerød til Tyrringvej i Ebberød. Desuden opslås en stilling som forstander for Rosengården.
"Vi har arbejdet med forskellige muligheder for at finde en varig løsning på Rosengårdens problemer, og vi har nu valgt det mest vidtgående af de alternativer, vi har haft forelagt", siger formanden for Social- og Sundhedsudvalget, Jens Bruhn (A).
I de seneste uger har rudersdal Avis skrevet flere kritiske artikler om ledelsesproblemer og dårligt arbejdsmiljø på institutionen, som er et botilbud til voksne mennesker med psykiske funktionsnedsættelser. Beboerne er typisk præget af psykiske, mentale, adfærdsmæssige og sociale problemstillinger.
Kort tid før Rudersdal Kommune overtog botilbuddet fra Frederiksborg Amt, blev den lagt ind under Helhedstilbuddet Gefion, som på tre forskellige adresser har dag- og botilbud til mennesker med såkaldte autismespektrumforstyrrelser.
"Der er brug for et langt stærkere ledelsesmæssigt fokus på Rosengården. Sammenlægningen med de øvrige tilbud har vist sig at være uhensigtsmæssig. Derfor har forvaltningen siden juni 2008 arbejdet på at udskille Rosengården til at være et helt selvstændig botilbud", forklarer psykiatri- og handicapchef i Rudersdal Kommune, Lissi Nielsen.
Stillingen som forstander for Rosengården opslås nu, og både flytning og ansættelse skal gerne være gennemført den første april. Lissi Nielsen afviser, at omlægningen skyldes dårlig ledelse på Rosengården.
I dag er det Mette Duedahl Kjær, der som leder af Gefion også er den øverste leder af Rosengården. Afdelingsleder er Jan Hillebrecht.
"Dette er en strukturændring, den skyldes ikke personrelaterede problemer. En stilling som afdelingsleder bevares, og en afdelingslederstilling, som er midlertidig besat indtil 1. marts 2009 omkonverteres til en forstanderstilling, som opslås ledig. Alle kan søge den nye forstanderstilling, siger hun til rudersdalavis.dk.