Fortsæt til indhold

Dansk Folkehjælp uddeler ekstraordinær Vinterhjælp til 12.626 fattige og udsatte familier

Initiativet skal hjælpe familier, der er særligt udsat for effekterne af inflation og stigende energipriser. 200 familier fra Djursland og Randers-området vil modtage hjælp.

Samfund
sra

I december 2022 afsatte regeringen et samlet beløb på 50 millioner kroner til danske nødhjælpsorganisationer. Pengene skulle fordeles til fattige og udsatte familier, hvis økonomi er særligt hårdt presset af inflation og stadig stigende energipriser.

Organisationen Dansk Folkehjælp fik 24,3 millioner kroner og kan på den baggrund uddele Vinterhjælp til i alt 12.626 familier - herunder 200 familier fra Djursland og Randers-området - som en håndsrækning i form af gavekort til mad og andre væsentlige fornødenheder. Det skriver Dansk Folkehjælp i en pressemeddelelse.

På den måde forventer organisationen, at der bliver frigivet midler i familiernes budgetter, der kan hjælpe med at dække blandt andet de tårnhøje el- og varmeregninger.

Skal frigive midler

Vinterhjælp uddeles i form af gavekort og kan bruges til dagligvarer og andre fornødenheder. Familierne modtager to forskellige gavekort: et til dagligvarebutikker samt et andet til indkøb af ting, der er svære at komme udenom - eksempelvis vintertøj, børnetøj, babyudstyr eller sportstøj til børnenes fritidsaktiviteter. Gavekortene har en samlet værdi på 2.000 kroner.

Familierne fra Djursland og Randers-området vil modtage Vinterhjælpen 23. februar.

Generalsekretær hos Dansk Folkehjælp, Peder Thorning, fortæller:

»Formålet med Vinterhjælp er, at vi kan give økonomisk hjælp til indkøb, som er uundgåelige i familiernes budget - herunder mad, vintertøj, børnetøj og lign. På den måde forventer vi at frigive midler i de i forvejen hårdt prøvede familiers budget, som så kan bruges på for eksempel de tårnhøje elregninger og prisstigninger i butikkerne. Uoverskuelige og uforudsete regninger kan være svære at håndtere for familier, der i forvejen ikke har et stort råderum i deres økonomi. Her hjælper Vinterhjælp på den korte bane, men i Dansk Folkehjælp forventer vi omvendt, at regeringen og Folketingets partier snart finder mere langtidsholdbare løsninger på det sociale område, der kan forbedre situationen for de mest udsatte familier – også på længere sigt.«

Dansk Folkehjælp uddeler Vinterhjælp til familier, der er blevet visiteret og godkendt i samarbejde med landets kommuner. Den primære målgruppe består af enlige forsørgere på overførselsindkomst med et eller flere hjemmeboende børn på under 18 år, samt familier med samboende forældre hvor begge forældre er på overførselsindkomst.

(Artiklen er opdateret fredag 17. februar med nye tal for antallet af modtagere af vinterhjælp på Djursland og i Randers).