Fem workshops på Dansens Dag i Rønde
Unesco udråbte for 27 år siden den 29. april til internationalt at være Dansens Dag.
For at fejre denne dag er alle, der har lyst, store som små, unge som ældre, inviteret til at se og deltage i fem workshops, som afholdes i Teatersalen på Hotellet i Rønde kl. 19.00 til 21.30.
Deltagerrne vil kunne opleve og deltage i folkedans, mavedans, seniordans, squaredans og aerobic-dance.
Mange dansegenrer
Hvert hold giver en lille opvisning og bagefter er der mulighed for at være aktiv og prøve de forskellige genrer.
"Vi håber at kunne byde rigtig mange velkommen denne dag," siger Sanne Larsen. Hun er mavedanser fra De Orientalske Dansere og en af kræfterne bag arrangementet.
"Der var fuldt hus sidste år, så vi håber på at gentage succesen. Formålet med Dansens Dag er at gøre opmærksom på de mange forskellige dansegenrer for de, der normalt ikke er aktive med dans. Det handler om at få folk op af lænestolen. Derudover lærer vi, som er aktive, hinanden bedre at kende og prøver andre dansegenrer, og det er rigtig skægt."
Arrangementet er gratis.