Fortsæt til indhold

Generationsskifte i Vibe-Huse i Hinnerup

I denne måned fylder Bente og Visti Gertsen begge 60 år, og har derfor efter 33 år valgt at overlade ejendomsfirmaet Vibe-Huse i Hinnerup i hænderne på børnene Gitte og Allan Gertsen.

Samfund
Af Erling Baastrup

Det startede i det små i 1976, hvor møbelsnedker Visti Gertsen startede firmaet med kun én ansat, Hardy Pedersen. Hardy forsatte i firmaet i 31 år indtil han gik på efterløn i 2007. Firmaet blev dengang styret fra Bente og Visti Gertsens private hjem i Hinnerup.

Allan Gertsen.

Bygger fra grunden

Firmaet har hele tiden bygget huse. Alle slags. Helt fra bunden med entreprenørarbejde, murearbejde og tømrerarbejde. Der er fem på kontoret, mens det normale er 10-20 mand i marken. I øjeblikket dog lidt færre. Vibe-Huse har bygget både andels- og ejerboliger, rækkehuse, lejligheder og erhvervsbyggeri. Firmaets nuværende adresse på Samsøvej i Hinnerup, byggede Vibe-Huse selv i 1988. Visti Gertsen og Vibe-Huse står også bag en del af udlejningen i Hinnerup midtby, bl.a. Vibe-Centret som blev opført i 1990 på stedet hvor de gamle DLG-siloer lå. Siloer, som Visti Gertsen dengang ville have lavet om til et eksklusivt hotel med restaurant på øverste etage. Ideen blev dog ikke godkendt af kommunen. Vibe-Huse administrerer i dag ca. 80 boliglejemål, 50 erhvervslejemål og har bygget ca. 800 private huse i Hinnerup– Århusområdet. Vibe-Huse står også bag projektet i Søften, som giver den lille by en Rema 1000, et solcenter, en frisør og 12 lækre lejligheder. Lejeboligerne ligger ret lokalt, nemlig i Hammel, Tilst og Hinnerup.

Vibe-Huse i Hinnerup.

Fejres med historie

Ændringen i Vibe-Huse fejres med en reception på firmaets adresse på Samsøvej 29 i Hinnerup 15. januar 2008 kl. 13.00 – 17.00 hvor gæsterne vil kunne opleve firmaets historie gennem tiderne med film, scrapbøger, tegninger og meget mere.