Fortsæt til indhold

10 år med Storlegeland i Højvangen: Børn, der ikke er på ski, skal også have det sjovt i vinterferien

200 børn indtog gymnasiehallerne på legelandets første åbningsdag. Arrangementet er mere populært end nogensinde, og det er takket være de mange frivillige.

Samfund

Mens mange børn og unge i sidste uge susede ned af skibakkerne eller dasede i sommerhuset, så var der også mange børn, der tilbragte ferien derhjemme. De børn der bliver hjemme, skal dog også have sjovt i ferien.

»De børn der kommer fra vores område, de skal typisk ikke noget i vinterferien. Det var det, der var udgangspunktet for Storlegeland, at der skal ske noget for dem i ferien,« fortæller Lone Rask, der er tovholder og frivillig på arrangementet.

Derfor har Fælles om Højvangen (tidligere Projekt Højvangen) de sidste ti år, to gange om året i efterårs- og vinterferien, slået dørene op til tre dage med leg og hygge. Det er et vigtigt tilbud, fortæller Charlotte Strandgaard, der er projektleder i Fælles om Højvangen.

»Familierne der ikke skal noget i ferien, er jo bare glade for, at børnene ikke hver dag spørger, hvad de skal lave. De fleste ting man kan lave som familie, det koster jo penge. Det her det er gratis.«

Kræver en indsats

Storlegeland minder på en måde om et stort frikvarter, hvor børnene bliver sluppet løs i gymnasiehallernes to haller og gymnastiksale.

»I starten var det meget stort. Vi brugte rigtig mange penge på teaterforestillinger, klovne, professionelle af forskellig art, og vi havde vildt mange aktiviteter, men så skulle vi på en eller anden måde gøre det bæredygtigt, så det ikke kostede for meget,« fortæller Charlotte Strandgaard, og fortsætter.

»Derfor er vi endt med den formel, vi kører efter i dag, hvor vi egentlig bare stiller nogle rammer til rådighed. Vi sætter ikke noget i gang. Det finder børnene selv ud af.«

Aktiviteter er der dog nok af. I den ene sal er der sjove sumodragter, fodbold, basketball, badmintion, og hockey. I en anden sal er der en stor gymnastik- og forhindringsbane, i den tredje er der udklædningsrum, og så er der både ansigtsmaling og et kreativt område hvor børnene kan male og tegne.

Selvom børnene selv skal få legen i gang, kræver det alligevel en stor indsats fra de frivillige i Fælles om Højvangen. Man hører dog ingen brok fra de frivillige, der bruger ferien på at give andre en ferie.

»Forældrene er utroligt taknemmelige, og giver megen ros. Det er rigtig dejligt, at der er den respons,« siger Lone Rask.

Et frirum

Mange af børnenes forældre fra lokalområdet gør også en stor indsats. En far sidder, og giver pigerne neglelak på. Samtidig står en mor i caféen og skænker saftevand. Der hersker nemlig stor anerkendelse blandt mange af forældrene over, hvor vigtigt arrangementet er for børnene.

»Arrangementet er rigtig godt. Det er hyggeligt og sjovt for børnene. De spiller bold, og leger i gymnastiksalen. Det er rigtig godt, at de laver noget som det her. Ellers ville det være meget kedeligt, hvis de bare var hjemme,« fortæller Marina Suliaman, der har fire børn i alderen 11 år helt ned til seks måneder.

Hende og familien er kommet til Storlegeland i mange år, og det er ikke kun noget børnene ser frem til.

»Jeg hygger mig også meget. Jeg mødes med de andre mødre, og hyggesnakker.«

Frivilligheden går i arv

Mange af de frivillige der er med til Storlegeland er børn og unge, der selv har deltaget i arrangementet. Ifølge Lone Rask, som har været med siden starten, gør det det hele lidt ekstra specielt at se, at også børnene vil hjælpe til.

»Det er jo de børn heroppe fra Højvangen, vi har med som frivillige hernede. Vi finder arbejdsopgaver til dem, som de kan have det sjovt med. Det er lige fra de små piger, som sidder og laver ansigtsmaling til drengene i caféen. Vi finder noget de gerne vil, og hvor de føler, at nu gør de også en forskel,« fortæller Lone Rask.

For at sikre det bedste udgangspunkt for Storlegeland fremadrettet handler det nemlig også om at engagere de unge og holde på dem fremadrettet.

»Der er faktisk mange af børnene, der kommer, og spørger om de må være frivillige. Vi skal dog ikke have en større børneflok end, at vi kan overskue at hjælpe og guide dem. For det kræver det jo.«