Syddjurs Kommune vil ikke forhandle med Midtdjurs Friskole
Midtdjurs Friskoles bestyrelse har hen over sommeren forsøgt at få et møde i stand med Syddjurs Kommune for at snakke eventuel salgspris for Bauneskolen, hvis politikerne beslutter sig for at ville sælge de kommunale bygninger.
"Vi har ikke kunnet få et møde i stand, fordi man i skoleforvaltningen henviser til, at man ikke har fået et politisk mandat til at deltage i en sådan forhandling," fortæller Carsten Bryrup fra Midtdjurs Friskoles bestyrelse.
"Jeg har forståelse for, at politikerne afventer det oplæg til Familieværkets beliggenhed, som Udvalget for Familie og Institutioner bliver præsenteret for på udvalgets første møde efter sommerferien, før de vil forholde sig til et salg af Bauneskolen, men jeg mener ikke, at det udelukker en forhandling om en salgspris, som Økonomiudvalget kunne forholde sig til inden byrådsmødet i slutningen af august, hvor byrådet afgør, hvad Bauneskolens bygninger skal bruges til fremover."
Seriøs forhandling
Det har hidtil heddet sig, at friskolebestyrelsen har budt i omegnen af 2.8 mio. kroner for bygningerne, og det har fået flere politikere til at efterlyse et højere bud, fordi de pågældende fandt en pris i det niveau for lavt sammenlignet med den pris, som skolebygningerne med tilhørende arealer, herunder fodboldbanen, er vurderet til på godt fem mio. kroner.
"Jeg kan da godt røbe, at vi ikke har afgivet vores endelige bud, men vi bryder os bare ikke om at forhandle om prisen via aviserne," siger Lone Jensen, formand for friskolebestyrelsen.
Friskolebestyrelsen vil i en forhandling være indstillet på at se helt bort fra fodboldbanen, som Midtdjurs Friskole ikke har meget at bruge til.
Gerne længere lejeaftale
Midtdjurs Friskole har foreløbig indgået en lejeaftale med Syddjurs Kommune om at kunne benytte det meste af Bauneskolens nuværende lokaler gældende for det første skoleår. En aftale, der kom i stand efter et større politisk bravallaslag, hvor bølgerne gik meget højt i det gamle byråd.
Hvis det nuværende byråd beslutter at ombygge Bauneskolen til at kunne huse Familieværket, kan Midtdjurs Friskole blive tvunget til at skulle bygge nyt. En grund på Ramtenvej i Nimtofte er udset til formålet, og kommunen bedt om at lave en lokalplan, men det kommer til at knibe med at have en færdigindrettet og ny friskole klar til brug allerede 1. august 2011.
Derfor vil friskolebestyrelsen, ifølge Lone Jensen, være interesseret at dele Bauneskolen med Familieværket, hvis det kommer så vidt og lave en lejeaftale, der rækker nogle år ud i fremtiden.
Bedre beslutningsgrundlag
Friskolebestyrelsen har haft antennerne ude i alle politiske lejre for at sondere terrænet - uden at der kommet noget konkret ud af det.
"Alle henviser til, at det er god skik ikke at udtale sig, når man har bedt forvaltningen om at komme med et oplæg til placering af Familieværket, og det har jeg, som jeg sagde tidligere, forståelse for, men jeg synes, at politikerne ville få et bedre grundlag til at træffe en beslutning om Bauneskolens fremtid, hvis de inden da, gav forvaltningen lov til at forhandle om en mulig salgspris med Midtdjurs Friskole," siger Carsten Bryrup.
Han sammenligner med, at byrådet kendte den pris, som Feldballe Friskole ville købe Feldballe Skole for, da byrådet besluttede sig for at placere Syddjurs Specialcenter i Pindstrup - og ikke som det ellers længe så ud til, i Feldballe.
"Feldballe Friskoles bestyrelse meldte dygtigt deres bud ud i medierne, men vi foretrækker en seriøs forhandling. Spørgsmålet er bare om der bliver lejlighed til, inden byrådsmødet i august," lyder det spørgende fra Carsten Bryrup.