Fortsæt til indhold

Gavehæfter viser stor styrke i Hammel

Hammels detailhandel matcher store byer som Horsens og Silkeborg, når det gælder om at lave et værdicheckhæfte

Samfund
Kian Johansen

Hammel Det er en imponeret sælger fra Værdicheck ApS, Michael Richter, der i denne tid er ved at omdele 10.000 eksemplarer af Hammels nyeste tiltag: Et værdicheckhæfte med forskellige rabatter og tilbud fra Hammels handelsliv til kunderne.

"Hammels butiksliv har kunnet fylde et helt hæfte på 80 sider med 40 tilbud. Det plejer at være meget større byer, såsom Viborg, Horsens og Silkeborg der kan være med på sådan et tiltag," fortæller han, imens han afleverer en kassefuld hæfter til Sparekassen Kronjylland i Hammel. De skal omdeles til kunderne og de fleste af tilbuddene gælder året ud.

Han er især imponeret over, hvor stærkt man står sammen i byens detailhandel og hvor tæt butikkerne ligger i midten af byen.

"Når jeg kører rundt med vores koncept i andre byer, så er afstanden til butikkerne meget større og det tager længere tid at aflevere det antal hæfter hver butik skal have. Det er nemt at komme til og fra Hammel," lyder det.

Støtter op

"Vi vil gerne støtte lokalt. Og det her hæfte giver værdi for kunderne og for os, det styrker vores lokale brand," forklarer Tina Nordsted, der er afdelingsdirektør i Sparekassen Kronjyllands afdeling i Hammel.

Hæfterne uddeles til kunderne, der så kan bladre hæftet igennem, og bruge rabatterne og tilbudden når de vil.