Danmarks bedste slagter ligger i Nordsjælland
Slagtermester Brian Christensen og hans ansatte fra SuperBest Dalgaard er kåret til Danmarks bedste slagter
Danmarks bedste slagter. Den titel fik slagtermester Brian Christensen og hans ansatte fra slagteren i SuperBest Dalgaard i KongevejsCentret i Hørsholm torsdag, da Landbrug & Fødevarer uddelte Slagterprisen 2010 i SuperBest Dalgaard.
"Slagtermesteren hos Dalgaard har ingen kunder. Kun gæster. Og de bliver forkælet fra det øjeblik, de træder ind i butikken i Hørsholm til de med et smil på læben forlader den igen. For her oser virkelig af ægte kærlighed til det at sælge kød," siger chefkonsulent Torben Blok fra Landbrug & Fødevarer om slagtermester Brian Christensen og hans ansatte, som udgør slagteren i SuperBest Dalgaard.
Brian Christensen har arbejdet hårdt for at kunne præsentere en stemningsfyldt forretning med håndplukkede produkter af høj kvalitet, og titlen som Danmarks bedste slagter sætter han stor pris på.
"Prisen er et kæmpe skulderklap. Det er dejligt, at der er nogen, der har lagt mærke til, det man gør, og at det dermed godt kan betale sig. Det kom helt bag på mig, at vi som supermarkedsslagter fik prisen, for jeg havde regnet med, at den ville gå til en af de mere traditionelle privatslagtere," siger slagtermester Brian Christensen.
Slagterprisen blev stiftet i 1999 og uddeles for 11. gang.