Fortsæt til indhold

Rejsegilde på Fjellerup Østergaard

Samfund
Af Anette Bonde

Det store by-projekt på grunden, hvor Fjellerup Østergaard lå indtil for nogle år siden, vokser hastigt nu. I mandags var der rejsegilde på picnichuset, og i løbet af en uges tid kommer legeredskaberne op.
Projektet, der er støttet af LAG Djursland, går ud på at skabe et rekreativt område ved Fjellerup Østergaard. Gården blev som bekendt flyttet over på Nationalmuseet i 1995, men området, hvor den lå, er ligeså skønt som altid. Derfor har Fjellerup Borgerforening med Bent Sølyst som tovholder og fremste drivkraft i et par år arbejdet på at få lavet stedet til et rekreativt område for hele byen, såvel for børn som for unge og ældre.

Folk nyder at komme

Petanquebanerne har været færdige længe, og særlig byens ældre nyder at samles her i sommerhalvåret. Et par staudebede, som holdes af de petanquespillern, rammer banerne ind på smukkeste vis.
"Det er et flot område, hvor folk nyder at komme", fortæller Bent Sølyst.
"Vi mangler dog stadig de unge, men vi regner med at se børnefamilierne herude, når legeredskaberne kommer op."

Petanquebanerne bruges hver uge i sommerhalvåret, så snart vejret er til udendørs aktiviteter.

Tirsdagsklubben på banen

Aase Mark, Fjellerup, kommer jævnligt på Fjellerup Østergaard.
"Området betyder rigtig meget for byen. Det samler folk, og man lærer en masse nye mennesker at kende på en anden måde."
Hun fortæller, at byens Tirsdagsklub for ældre mennesker, plejer at holde pause om sommeren. Det gjorde den imidlertid ikke sidste sommer.
"Nej, for da har vi næsten alle være ude og spille petanque. Det er hyggeligt, for vi har også kaffe med."

Aase Mark foran picnichuset, hvor der var rejsegilde i sidste uge.

Smukt samarbejde

Projektet er et eksempel på et smukt samarbejde mellem kommune, LAG Djursland og borgere. Norddjurs Kommune har stået bi med råd og dåd og yder praktisk hjælp med græsslåning, LAG Djursland har støttet projektet med 464.000 kroner, mens borgerne i Fjellerup står sammen om at levere den arbejdskraft, der er betingelsen for at få støtte af LAG Djursland.
Borgerne skal stille med samme beløb som LAG Djursland. Heraf er en del kommet ind via støtte fra det lokale kræmmermarked samt lokale fonde og et beløb fra Frilftsrådet. Tusind frivillige arbejdstimer er også regnet ind i budgettet som en del af Fjellerup-borgernes bidrag. Heraf mangler cirka 400 timer.

Legeplads og musik

Vibeke Nilars er tovholder for etableringen af legepladsen. Den består af naturmaterialer, som børn og andre kan svinge sig i og balancere på. Der er blandt andet nedgravede træstubbe, balancebomme, ribbe, tove og en dinglebro. Alt dette er på plads inden længe.
"Om et par uger begynder det at ligne noget", fortalte Vibeke Nilars i mandags.
Med tiden bliver der også mulighed for at lave takt og tone på legepladsen, når de udendørs rytmeinstrumenter kommer op.