Fest, farver og kærlighed
Sølund Musik Festival slår til igen med musik og kærlighed, men nu er festivalen også på banen som smuk bog og DVD
"Sølund Musik Festival er fest og farver og kærlighed. Kærligheden har alle farver. Nogen synes, den er rød som et hjerte, der banker, eller som læber, der kysser. Andre synes, kærligheden er blå som to øjne, man kigger ind i."
Sådan lyder et lille "klip" fra bogen "Musik og Kærlighed," 96 forrygende sider med tekst, billeder og DVD om Danmarks Festligste Festival. Om Verdens største festival for udviklingshæmmede medborgere, gæve folk, der oftest er i en klasse for sig, når det gælder om at påskønne det, der er smukt og dejligt. De vil formentlig elske bogen, for den er tydeligvis lavet af folk, der vil dem: Festival-ankermand Lasse Mortensen, fotograf Jesper Hedemann, forfatter Niels Vogel og oplæser Frank "Megabody" Damgaard.
Penge ud af vinduet
At Sølund-festivalen er noget helt særligt for både publikum og de optrædende og nok er en bog værd, er netop en af Frank Megabodys oplevelser et meget godt eksempel på.
Da han første gang havde været til Sølund Musik Festival og var på vej hjem, smed han sin hyre ud af bilvinduet, for som han siger: "Jeg håbede, pengene ville blive fundet af en, der havde mere brug for dem end mig, og jeg syntes, jeg allerede havde fået nok for at være med. Jeg siger dig, de folk mener det, og de kan mærke, om folk på scenen nu også er mentalt til stede. Og når man ser, hvordan en kunstner som Birthe Kjær kan favne dem, har jeg da mærket en lille elle tåre trænge sig på," siger Frank Megabody.
Læse eller lytte
Han har indtalt bogens tekst på DVD, så folk, der hellere vil lytte end læse, også kan få det fulde udbytte af Musik og Kærlighed. Bogen kan købes på festivalens hjemmeside, www.solundfestivalen.dk, og vil man se nogle af bogens billeder i stort format, er der også mulighed for det.
Verdens letteste job
Udvalgte billeder udstilles i Kulturhuset i Skanderborg fra 1. til 13. juni, og midt i det hele, søndag 6. juni klokken 13, bliver der lidt ekstra hygge med musik og et møde med fotograf Jesper Hedemann, der påstår, at han har haft verdens letteste job. Hør selv:
"Motiverne er overalt. Sølund Musik Festival er et af de mest livsbekræftende steder, man kan være. Det skulle gerne kunne ses på billederne."
"Jeg er også fotograf på andre festivaler. Der er det musikken, det gælder. Det synes jeg ikke, det er her i Skanderborg. Her er det livsglæden," siger Jesper Hedemann.