Fortsæt til indhold

Hvor må vi egentlig tisse?

Sommer er lig med tissende handyr i skove, ved veje, ved bål og i opgange. Pigerne er forargede - mændene bare trængende

Samfund
Michael Harsvik

Enhver mand har nok prøvet at blive overfaldet af kvinders harme, hvis talen falder på dét at tisse i det fri. Kvinder kan få flere harmdirrende minutter til at gå med forargelsen over, at mænd absolut skal lufte deres dertil indrettede på alle mulige og umulige steder. Og ikke en eneste kvinde er i tvivl om, at mænd bør gøre som de: Vente, til der er et toilet.
Men det gør mænd jo ikke. Om det er fordi, vi stadig er så primitive, at vi gerne vil markere vores territorium - eller om det er bare er meget lettere for mænd, skal være usagt. Men specielt i sommerperioden er sandheden jo:
Der bliver tisset allevegne.
Langs de danske landeveje, i skove, i buskadser, i opgange, op og ned af stolper. De fulde er fuldstændig ligeglade med et eventuelt publikum - andre kigger genert over skulderen og finder et sted, hvor der i hvert fald ikke er frit udsyn over kalorius.

Fik en bøde

I weekenden fik en ung mand fra Stenløse så en bøde for at have tisset inde i et busskur, og det kan enhver vel sige sig selv, at det må man ikke. Men hvad nu hvis han havde tisset i krattet ved siden af busstoppestedet? Eller stået op ad en hæk på en villavej? Hvornår griber politiet egentlig ind, og hvornår kan man risikere at få den obligatoriske bøde på 500 kroner?
Funktionsleder Henrik Duus, Nordsjællands Politi forklarer:
"Helt enkelt kan man sige, at man ikke må forstyrre den offentlige ro og orden. Man skal selv kunne vurdere, om det er et egnet sted,man tisser."
"Så der er ingen regler, der siger, at man må tisse så og så mange meter fra privat hæk for eksempel?"
"Nej, der er ingen faste regler. Det vil være et skøn."
"Der er heller ingen regler om, at man skal bestræbe sig på at tisse med ryggen mod folk?"
"Nej, heller ikke det."
"Men en håndværker, der holder med sin Hanomag på en rasteplads på Frederikssundsvej. Må han tisse i grøften?"
"Nu kan jeg jo ikke give sådan frit lejde til alle, men jeg har aldrig hørt om, at nogen blev skrevet for det."
"Hvad går politiet så efter?"
"Jamen, det helt typiske er jo folk, der er fulde, og står og tisser i opgangene eller op ad butiksvinduer. Det er normalt her, politiet griber ind og giver en bøde på 500 kroner. Det er jo heller ikke et område, som politiet har specielt meget fokus på," siger Henrik Duus.
"Det er altså ikke ligesom fartkampagner, at så tager politiet en periode med særlig fokus på offentligt tisseri?"
"Nej," griner Henrik Duus: "Men jeg kan godt forstå, at du spørger om det, men vi kører altså overhovedet ikke på det, og vi skænker det ikke særlig opmærksomhed.

OK: I krat uden andre mennesker, skulle den være god nok.

Skøn og atter skøn

Så spørgsmålet om, hvorvidt man må tisse et sted er altså langt hen ad vejen op til ens egen samvittighed.
"Og i sidste ende bliver det jo op til en dommer at vurdere, hvis man ikke er enig i en bøde," siger Henrik Duus.
Og lad os så håbe, at det ikke bliver den kvindelige dommer den dag......

NEJ: Ikke ud over andres ejendele. Og så lugter det jo!
NEJ: Her vil ordensmagten nok gribe ind. Specielt hvis du også har en kæp i øret.
MÅSKE: Hunde må i hvert fald godt op ad lygtepælene, så hvorfor ikke....
NEJ: Den går ikke - det både lugter og er til gene for andre mennesker.