Fortsæt til indhold

Århus Købmandsskole åbner afdeling ved Hasle Torv

De seneste års massive vækst i antal elever på Handelsgymnasiet ved Århus Købmandsskole resulterer nu i en ny afdeling på Viborgvej i Århus V

Samfund
Af Grethe Bo Madsen

Massiv søgning og skoleklasser fyldt til bristepunktet får nu Handelsgymnasiet ved Århus Købmandsskole til at åbne en ny afdeling i en tidligere fabrik på Viborgvej 159 ved Hasle Torv.
Allerede fra det kommende skoleår vil omkring 230 elever på handelsgymnasiet have deres daglige gang i den nye afdeling, der er blevet renoveret og topmoderniseret til formålet.
Udvidelsen sker efter flere år med stor fremgang i elevtallet. På bare to år er antallet af nye førsteårsklasser vokset fra 16 til 21, og handelsgymnasiet måtte sidte år ud og finde plads til 34 procent flere elever end blot to år tidligere.
"Vi forventer vækst igen i år. Handelsgymnasiet er blevet så populært, at vi er vokset ud af vores rammer. I stedet for at stille an med barakker eller andre midlertidige anordninger, vil vi finde en langsigtet løsning på problemet, og det bliver at indvie endnu en afdeling, denne gang i den vestlige del af byen," siger rektor Knud Vestergaard Nielsen.
En af fordelene ved den nye afdeling er, at den ligger tæt på midtbyen, med et fitnesscenter som nærmeste nabo og med flere busruter lige til døren.
"Viborgvej bliver en mindre og mere intim afdeling end de to andre. Der kommer til at være plads til i alt 12 klasser fra 2011, svarende til fire klasser på hver årgang, og afdelingen får en stor kantine, mange grupperum og alle de servicefunktioner, som også findes på de to store afdelinger. Vi forventer, at det bliver en meget populær afdeling," siger Knud Vestergaard Nielsen.
Eleverne vil fra starten blive inviteret til at deltage i indretningen og møbleringen af de nyrenoverede lokaler.
"Vi kan lige så godt benytte lejligheden til at indrette lokalerne lækkert og kreativt, lave gode studie-faciliteter og i det hele taget tage hånd om alle de små ting, som gør det ekstra rart at gå i skole," siger Knud Vestergaard Nielsen.