Kærligheden er altid forbundet med smerten

Den engelske forfatter C.S. Lewis, hvis bøger om eventyrlandet "Narnia" igennem flere generationer har begejstret børn og voksne på hele kloden, har i bogen "Surprised by Joy", skildret nogle af de mest afgørende år i sit liv. Bogen er tillige forlæg for filmen "Shadowland", som for nogle år siden gik i biografen med skuespilleren Anthony Hopkins i hovedrollen.
C.S. Lewis var tidligere ateist, men er blevet troende, og han holder en række foredrag om lidelsen. Foredragene samler fulde huse, og hans gentagne tese i foredragsrækken er, at hvis vi spørger om meningen med sygdom og tragiske ulykker, så er lidelsen og smerten, som følger med, den måde, hvorpå Gud kan forme os til fuldkomne mennesker.

Lewis' forfatterskab er på dette tidspunkt allerede omfattende, og én af hans mest trofaste læsere er en amerikansk kvinde ved navn Joy Gresham. Hun ønsker brændende at møde Lewis, og under et ophold i England opsøger hun forfatteren. Mødet bliver en skuffelse, men der følger flere møder, og relationen imellem Lewis og Joy udvikler sig igennem en række skarpe og kontante sammenstød fra forståelse til venskab, hengivenhed og kærlighed. Joy er livsbekræftende og impulsiv, medens Lewis er en lærd og lidt tør akademiker, et menneske, som vel aldrig for alvor før har oplevet kærligheden i livet. Da han finder ud af, at han elsker Joy, er alvorligt syg af kræft. De bliver gift og får en kort, men meget intens og lykkelig tid sammen.
I denne lidelsesproces oplever Lewis, at han hidtil kun har været tilskuer til livet, at han har levet på afstand af både kærligheden og smerten. Det går op for ham, at han ikke for alvor selv har vidst, hvad han talte om i sine foredrag. I lyset af Joy's sygdom og lidelse tager det hele sig pludselig helt anderledes ud. Da han møder kærligheden i livet, overraskes han, og i dette møde kommer på samme tid angsten for at miste og i ét dermed – også smerten ind i hans liv som en nærværende virkelighed.

Men nu kan Lewis ikke længere se på smerten som en art fuldkommenheds-proces, sådan som han ellers plejede at udlægge lidelsens mening i sine foredrag. Lidelsen er en del af kærligheden!

På deres korte bryllupsrejse siger Joy til ham: "Glæden nu er en del af den smerte, der kommer". (gentages)

Kærligheden er altid forbundet med smerten. I kærligheden gemmes altid frygten for at miste den, man elsker. Enhver, der har oplevet kærligheden, ved det!
I 1978 udgav Benny Andersen digtsamlingen: Under begge øjne – heri findes digtet: Til en stærk kvinde. Det slutter sådan:

Når jeg nu kysser dig på munden
er det ikke for at lukke den.
Når jeg nu holder dig fast
er det fordi jeg må slippe dig.
Jeg holder dig kun fast i tid.
I evigheder var vi adskilte
og i evighed vil vi være det
men lige nu ser jeg dine øjne
jeg kan se at du ser
og jeg takker mine øjne.
Om lidt er du ude af syne
og en gang kan vi ikke mere
mødes under fire øjne.
Men så længe bare den ene af os
har åbne øjne
vil vi mødes under begge øjne.
Så meget ved jeg i hvert fald:
Livet er utroligt
men sandt.
I 1998 var jeg til 25 års jubilæum på Seljord Folkehøjskole i Telemark i Norge. Der var jeg elev i 9 måneder fra 1973-74. Nu skulle vi så mødes igen, men hvor mange ville komme? Vi kom ikke allesammen. Nogle ville sikkert ikke. Nogle boede for langt væk. Og nogle var her ikke mere, nogle af højskolevennerne var døde.

Jeg havde på det tidspunkt allerede i en del år haft et arbejde, hvor jeg ofte flere gange om ugen kastede tre skovlfulde jord på kisterne. Men det sker jo altid i de andres liv!

Da vi om aftenen mindedes dem, vi savnede – sang jeg den sang, som jeg vil slutte med her. Det er Anne Linnets smukke sang: Tusind stykker. Den fortæller os nemlig, at vi har hinanden, uanset hvor langt der er mellem os – at vi har hinanden – også når vi mister hinanden. At vi har hinanden, fordi kærligheden altid vil være levende – at vi har hinanden, fordi kærligheden kommer fra himlen!
Tusind stykker – jeg håber, at I vil synge med!
Man si'r, at over skyerne
er himlen altid blå.
Det ka' vær' svært at forstå,
når man ik' ka' se den.
Og man si'r, at efter stormens pisken
kommer solen frem,
men det hjælper sjældent dem,
der er blevet våde.
For når venner forsvinder,
og når livet er betrængt,
ser man alt med ganske andre øjne.
Man øver sig og bliver
langsomt bedre til at se
og skelne mellem sandheder og løgne.
Man siger jo, at det der sker
er altid godt for nog't,
og troen har vi fået
for at brug' den.
Og man si'r så meget. men ved så lidt,
når angsten, den har fat
og sjælen mærker illusioner briste.
For når vennerne......
Alting kan gå itu,
Et hjerte kan gå i tusind stykker.
Kaldte du mig for ven engang,
så er jeg her nok endnu.

Vi vil være stille og samle tankerne om dem, vi tænker på!