Godt nyt til byer i syd og nord: Vil afsætte 31,8 mio. kr. til cykelstier
Hvis byrådet nikker ja til at afsætte pengene, forventer forvaltningen at kunne gå i gang med at anlægge cykelstier løbet af 2023 og frem til 2025 ved Ajstrup Strand, mellem Beder og Malling og mellem Lisbjerg og Elev.
Det aarhusianske opland har i årevis sukket efter nogle ordentlige og sikre cykelstier. Nu kan der være et gennembrud.
Mandag behandlede Magistraten nemlig en indstilling fra Teknik og Miljø, der foreslår at afsætte 31,8 mio. kr. frem til og med 2025 til at lave cykelstier ved Ajstrup Strand, mellem Beder og Malling og mellem Lisbjerg og Elev.
Rådmanden forventer opbakning fra byrådet, siger han i en pressemeddelelse.
»Vi har en ambition om, at flere aarhusianere skal vælge cyklen til, fordi det gør noget godt for både folkesundheden og den grønne omstilling. Derfor skal vi fortsætte med at forbedre forholdene for cyklisterne, og det gør vi blandt andet ved at bygge nye cykelstier. Jeg har en forventning om, at vi bliver enige om at afsætte pengene, så vi endelig kan imødekomme de lokales ønsker om nye cykelstier,« siger Nicolaj Bang (C).
Den foreslåede cykelsti mellem Lisbjerg og Elev skal anlægges langs Elevvej fra Larsmindevej til boligområdet Koldkilde. Stien skal være en 2,5 meter dobbeltrettet cykelsti.
Gert Bjerregaard (V), medlem af Teknisk Udvalg tror på, at cykelstierne nu bliver en realitet.
»Sammen med lokale kræfter i Elev, har jeg længe kæmpet for at få etableret cykelsti mellem Lisbjerg og Elev - behovet er stort, mange lokale borger køre dagligt på vejstrækningen gennem skoven, som er smal og farlig at benytte - derfor er den hårdt tiltrængt.«
Bøvl i Beder
Cykelstien til Ajstrup Strand skal etableres i forlængelse af den eksisterende cykelsti, der slutter ved Elmosevej. Den nye sti skal tage cyklister helt ud til stranden ved Engbovej. Beder-Malling-Ajstrup Fællesråd og Foreningen Krydsfelt Norsminde har bidraget med input og anbefalinger til etableringen af den nye sti.
»Det har været langt sejt træk og er en sejr for borgerne, det glæder mig virkelig, at vi politisk har kunnet nå til enighed,« siger Jesper Kjeldsen (S).
Den tredje og sidste sti, byrådspolitikerne skal tage stilling til, er ikke en ny opfindelse. Oprindeligt blev der afsat 4,5 millioner kroner til cykelstien mellem Beder og Malling, men det dengang foreslåede projekt viste sig markant dyrere end først antaget.
Derfor bliver politikerne nu præsenteret for et nyt forslag med en dobbeltrettet cykelsti langs Bredgade og Beder Landevej fra eksisterende stier i Malling og frem til Beder-Malling Idrætsanlæg, hvorfra der så anlægges cykelsti til Egelundstien.
Egelundstien, der går fra Fløjstrupvej i Malling til Byagervej i Beder, bliver gjort bredere og får ny belysning og skiltning. Teknik og Miljø vil inddrage Beder-Malling-Ajstrup Fællesråd i forbindelse med projektet.
»Det var ganske frustrerende, at det ikke lykkedes i første omgang. Dette alternativ blev spillet på banen af fællesrådets trafikgruppe på borgermødet i sommer. Det er et fremragende alternativ de kom frem med, og som vi nu er endt med at gå med,« siger Jesper Kjeldsen.
Hvis byrådet nikker ja til at afsætte pengene, forventer forvaltningen at kunne gå i gang med arbejdet i løbet af 2023.