Aarhusiansk sportsfirma vrager voldtægtsanklaget fodboldlegende
Sportsfirmaet har tidligere afvist at forholde sig til sagen, "før der er en 100 procent afklaring."
Det aarhusianske sportsbrand Liiteguard stopper samarbejdet med den brasilianske fodboldlegende Dani Alves.
Det oplyser virksomheden i en pressemeddelelse.
Den 39-årige brasilianer er beskyldt for at have begået voldtægt og har siddet varetægtsfængslet i Barcelona siden 20. januar. Tirsdag 21. februar blev hans anmodning om løsladelse afvist og dermed bliver han siddende i fængslet.
Det er i det lys, Liiteguard, der laver sportstøj, nu vælger at droppe ham som partner.
»Som konsekvens af den verserende retssag mod Dani Alves og forløbet op til denne, har vi 13/2 2023 valgt at opsige samarbejdet. Dette sker for at værne om vores værdier,« skriver virksomheden.
Tvunget til oralsex
I april sidste år købte Dani Alves omkring 10 procent af aktierne i aarhusianske Liiteguard, og selskabet har tidligere ivrigt brugt Alves’ ansigt i reklamesammenhænge.
Nu oplyser Liiteguard, at selskabet køber Alves’ aktier tilbage.
Dani Alves har siddet varetægtsfængslet i Barcelona siden 20. januar. Han afviser anklagerne imod ham.
Angiveligt skal Dani Alves den 30. december sidste år have tvunget en 23-årig kvinde til at udføre oralsex på ham på et badeværelse i en natklub i Barcelona. Under seancen skal han have ydmyget hende og fornærmet hende verbalt.
Da Din Avis Aarhus 26. januar talte med medstifter og CEO i Liiteguard, Christopher Geertsen, lød meldingen således:
»Lige nu forholder vi os ikke rigtig til sagen, før der er en 100 pct. afklaring. Så vi ønsker ikke at kommentere det før. Men når der er en afklaring, er I meget velkomne til at ringe.«
Nu har Christopher Geertsen og Liiteguard altså valgt at forholde sig til sagen.
Dani Alves var, indtil Lionel Messi vandt VM med Argentina, den allermest trofædekorerede fodboldspiller i verden efter en karriere hos store klubber som spanske Sevilla, catalanske FC Barcelona, italienske Juventus og franske PSG, samt flere brasilianske topklubber.
Før sagen rullede, var brasilianeren på kontrakt med den mexicanske fodboldklub Pumas UNAM, men kort efter anklagerne ramte offentligheden, valgte klubben at opsige kontrakten med brasilianeren.