Købte bar for 1 krone: 1 år senere hitter rock-koncept i neonlys
Hvis du kan tilbyde noget nyt og anderledes, skal du nok få kunder i butikken, lyder det fra barejer.
Det skabte overskrifter, da en bar i Skolegade 23 i Aarhus sidste forår blev blev sat til salg for én krone.
Manden, der slog til, hedder Mesut Dursun, og han er godt tilfreds med købet, når han et år senere skal gøre status.
Dursun har forvandlet lokalerne i Skolegade til Tokio Bar, der kan beskrives som en international bar med amerikansk musik og japanske neonlys. Baren har et råt look og er ikke mindst af inspireret af Dursuns yndlingsbar i London, Slim Jim’s Liquor Store.
»Det er en rock’n’roll-bar, hvor vi spiller indierock, country og blues. Der er ingen dansk musik,« siger Mesut Dursun til Din Avis Aarhus.
Gode besøgstal
Mesut Dursun er langt fra ny i restaurationsbranchen. Han har blandt meget andet tidligere været natklubchef på spillested Train og arbejdet for Northside Festival.
Selvom Mesut Dursun har stået bag baren i Tokio Bar i en tid med store, kedelige ændringer i samfundsøkonomien, er baren en god forretning, lyder det.
»Der er mange parametre, man kan vurdere succes på, men de besøgstal, vi har, vidner om, at vi har fundet et koncept, der manglede i Aarhus,« siger han og fortsætter:
»Hvis man har et godt koncept med det, konceptet skal indeholde, er folk modtagelige for at komme ud og prøve noget, som de ikke møder andre steder i byen.«
»Skidesjovt«
Mesut Dursun er muligvis tilfreds med sit koncept, men han har ikke tænkt sig at hvile på laurbærrene.
»Vi ønsker et mere varieret musikudbud med flere live acts, og vi er også begyndte at udvikle vores ølsortiment, så folk synes, det er et spændende sted med nogle variationer og udskiftninger,« siger han.
Ville du sælge baren for en krone i dag?
»Nej, det ville sgu ikke. Det er skidesjovt at have en bar, hvor folk kan opleve noget nyt.«
Tokio Bar slog dørene op 1. april 2022.