Peter Lundin kræver 100.000 af Pia Kjærsgaard
Den firdobbelte morder Peter Lundin fører sin egen sag, når han i Retten i Lyngby møder Dansk Folkepartis leder Pia Kjærsgaard
Massemorderen Peter Lundin er sin egen advokat, når han om et par uger møder Dansk Folkepartis leder Pia Kjærsgaard i en retssag i Lyngby. Den firdobbelte morder kræver 100.000 kroner i erstatning, fordi Pia Kjærsgaard i tv kaldte Lundin for 'afstumpet'.
"...han er jo simpelthen så afstumpet som nogen kan være," sagde Pia Kjærsgaard, da hun i Go' Morgen Danmark 19. februar sidste år omtalte Peter Lundin.
Og det udsagn har gjort så ondt på den 37-årige morder, der i dag afsoner i fængslet ved Herstedvester, at han sagsøgte politikeren for injurier og æreskrænkelser. Det skriver Ekstrabladet .
Lundin alene i retten
Slagsmålet mellem de to personligheder er nu fastsat til den 4. februar ved Retten i Lyngby, hvor Lundin dog må komme til at føle sig noget alene foran dommeren. Hans ellers så trofaste advokat Peter Hjørne har nemlig valgt at træde ud af samarbejdet.
Ifølge ekstrabladet.dk's oplysninger fik Lundin efterfølgende en anden advokat, men dette samarbejde er nu også ophørt, da Peter Lundin har valgt at repræsentere sig selv i sagen, der kører som en civil sag.
Kjærsgaard bliver væk
Pia Kjærsgaard, der bor i Gentofte, vil dog ikke selv møde op i sagen.
"Jeg har ingen kommentarer til, at Lundin har valgt at repræsentere sig selv, men vi kræver selvfølgelig fuldstændig frifindelse i sagen," udtaler Pia Kjærsgaards advokat Peter Trudsø til ekstrabladet.dk.
Rent teoretisk kan Peter Lundin dog af dommeren blive pålagt en advokat, alt efter hvordan sagen spænder af. I 2005 lagde Peter Lundin sag an mod Dagbladet Information og krævede 25.000 kr. for at kalde ham 'psykopat'. En sag han dog tabte med et brag.
Lundin har tidligere afsonet straffen for drabet på sin mor i USA, og afsoner nu straffen for mordene på ekskæresten Marianne Pedersen og hendes to små drenge.
Selve dommen falder senest fire uger efter retsdagen den 4. februar.