Fortsæt til indhold

Ryomgård entreprenør mistede 4-5 millioner kr. i omsætning i 2009

Samfund
Af Lars Norman Thomsen

Ryomgård entreprenøren Søren Gerstrøm håber at kunne flaget som tegn på, at han omkring 1. maj 2010 langt om længe kan åbne grusgrav på et areal i Balle.

Men det har også været lidt af langgaber at nå dertil. For mere end et år siden, 16. februar 2009, afleverede han en ansøgning til Syddjurs Kommune om tilladelse til at lave grusgrav i Balle eller indvinde råstoffer erhvervsmæssigt, som det hedder i kommunal kontekst.
Området er i forvejen udlagt som råstofgraveområde.

"Jeg havde en forventning om at kunne gå i gang inden sommerferien 2009, men det var måske for naivt at tro," siger Søren Gerstrøm.

Mistede omsætning

Efter sommerferien 2009 var Søren Gerstrøm jævnligt i kontakt med embedsmænd i afdelingen for natur, teknik og miljø for at høre til sin ansøgning.

"Jeg var utålmodig, fordi jeg stod og manglede arbejde til mine ansatte, og jeg havde faktisk mulighed for at få nogle leverancer til Grenaa Havn, som jeg desværre måtte opgive, fordi det trak ud med at få behandlet ansøgningen," forklarer Gerstrøm, der vurderer, at han i runde tal er gået glip af en omsætning på 4-5 millioner kroner på den konto.

"Det bliver man ærlig talt lidt bittert over, selv om jeg godt ved fra tidligere, at det har det med trække ud med den slags ansøgninger, fordi mange instanser, bl.a. Kulturarvestyrelsen, skal høres først," siger Søren Gerstrøm.

"Jeg havde dog ikke i min vildeste fantasi troet, at det ville tage mere end år, før min ansøgning om at lave råstofindvinding i Balle blev sendt i fire ugers offentlig høring. Det har jeg svært ved at forstå."

Bech forstår frustrationen

Formand for Udvalget for natur, teknik og miljø, Carsten Bech (R), har forståelse for Søren Gerstrøms situation, men han forsvarer fuldt ud sine embedsmænd.

"Den slags tager altså tid, og jeg tror fuldt og fast på, at forvaltningen har gjort deres arbejde. Man skal huske på, at lovgivningen netop på dette område er meget restriktiv," siger Carsten Bech, der også minder om, at Syddjurs Kommune i den omtalte periode var i underskud af sagsbehandlere på det aktuelle område.

Vigtig konkurrenceparameter

Heller ikke Venstres Claus Wistoft, der om nogen har gjort sig til talsmand for at sagsbehandlingstiderne ned på ansøgninger om byggetilladelser og miljøgodkendelser, vil udtale sig om den konkrete sag: "Jeg står ved, hvad jeg har sagt mange gange, at Syddjurs Kommunes to væsentligste udfordringer er genopretning af økonomien og nedbringelse af ventetiderne på ansøgninger om byggetilladelser og miljøgodkendelser. Men jeg kan ikke sige i den specifikke sag om ansøgeren har måttet vente for længe."

Wistoft understreger, at sagsbehandlingstiderne er kommunens allervigtigste konkurrenceparamter, når det gælder om at tiltrække erhvervsliv til området.