Brugervenligt hjemmesideværktøj hjælper også udkantsområder
Bricksite på Katrinebjerg i Århus giver alle mulighed for at oprette gratis hjemmesider i et meget brugervenligt dansk CMS-system.
Det giver blandt andet også foreninger, erhverv og private på landet mulighed for synlighed på nettet.
Der betales ingen løbende udgifter. Indtægten kommer alene fra dem som tilkøber ekstra faciliteter, og det er ikke særlig dyrt.
Ud over at være billigt og brugervenligt, giver både design og faciliteter mulighed for at lave hjemmesider af rigtig god kvalitet.
Brugere
Bricksite blev startet for cirka tre år siden af Thomas Jacobsen og Martin Have, der sammen havde et netgalleri.
I den forbindelse fødtes tankerne om at lave et brugervenligt værktøj til hjemmesider, og blandt brugerne af Bricksite er i dag blandt andet Lokalrådet i Ådalen, Hornslet Handelsstandsforening, Ryomgård Distriktsråd, Grenaa Cykle Club, Port Mondo, Kunstens Venner Djursland, Slotsgalleriet på Rosenholm Slot og Skødstrup-Løgten Koret.
Ansatte i Malaysia
"Vi startede med at udvikle faciliteter specielt for kunstnere, og sådanne målrettede faciliteter er et af de områder, vi gerne vil arbejde videre med hen ad vejen - eksempelvis for musikere eller gymnaster. Men lige nu har vi simpelthen for travlt til det," fortæller Martin Have.
Thomas Jacobsen og Martin Have har selv kodet systemet fra bunden, og efter at have haft tre ansatte ind over, har de nu valgt at outsource de forskellige opgaver.
"Vi har to fuldtidsansatte programmører i Malaysia, og et eksterne firma tager sig af regnskabet."
Udvikling
Tidligere udførte Bricksite selv de bestillinger på udarbejdelse af specielle hjemmesidedesign som brugere bestilte, men det har man nu også lagt ud til andre.
Det betyder, at Thomas og Martin fuldt ud kan koncentrere sig om udviklingen af Bricksite.
"Vi arbejder lige nu på en version 2 af systemet som forventes klar i løbet af efteråret, et nyt designværktøj er klar om et par måneder, og 16 nye opdateringer til webshoppen er stort set klar nu.
Desuden vil vi åbne en indgangsdør til systemet og give adgang til mere avancerede funktioner som eksempelvis kan bruges af dem, som udvikler hjemmesideløsninger for andre."