Fortsæt til indhold

Århus-drenge har store boligdrømme

Med boligportalen Boligstep.dk vil makkerparret Nikolai Brink Nielsen og Joachim Stephansen bide skeer med landets største ejendomsmæglere

Samfund
Af Jeppe Revsbech

"Vores mål er at blive den største spiller på markedet."

Ambitionerne fejler ikke noget hos vennerne og forretningspartnerne, Nikolai Brink Nielsen og Joachim Stephansen. Sammen har de to århusianere på henholdsvis 23 og 21 år netop slået dørene op til den visuelle boligportal, Boligstep.dk, hvor husejere kan udstille deres salgsegnede hjem - aldeles kvit og frit.

"Vi vil gerne gøre det lettere for folk at sætte sit hus til salg, uden at man behøves at skulle betale høje salærer til et ejendomsmæglerfirma", forklarer Nikolai Brink Nielsen om baggrunden for etableringen af Boligstep.dk.

"Det kan vi gøre bedre"

Deres unge alder til trods har begge drenge allerede høstet arbejdserfaring fra andre ejendomsmæglerfirmaer, og kendskabet til branchen mener de, boligportalen kan drage nytte af – på en lidt uventet facon:

"Vi fandt ret hurtigt ud af, at den måde, de store ejendomsmæglere sælger boliger på, kunne vi gøre meget bedre selv. For eksempel er der hos os mulighed for at få lagt sin salgsannonce op på Facebook og derigennem komme ud til en potentielt langt større køberflade", påpeger Nikolai Brink Nielsen.

Forhåbentlig fuldtid

Selvtilliden fejler med andre ord ikke noget hos de kompagnoner, som ved siden af firmaet dog stadig har studier og skolebøger at skulle passe – Nicolai Brink Nielsen læser international markedsføring, mens Joachim Stephansen er ved at uddanne sig til revisor.

Skulle Boligstep.dk imidlertid vise sig at blive en bragende succes, er de herrer ikke et øjeblik i tvivl:
"Så sætter vi studierne på pause og satser på firmaet på fuldtid", fastslår Nikolai Brink Nielsen.