Fortsæt til indhold

Kloakeringsprojekt flænsede Bøsbrovej op

Sådan har du aldrig set Bøsbrovej før. Kloakseparering ændrede Bøsbrovejs udseende i en uges tid.

Samfund

Er du på toppen ligesom dronefotograf Kenneth Stoll-Demant, så fanger du af og til et motiv, man sjældent ser. Her fangede han gravemaskinernes hugst på Bøsbrovej, der siden vinterferien har været gravet op.

Det blev gjort for at separatkloakere den første del af Bøsbrovej, og samtidig blev der boret en ledning langs Århusvej op til toppen af Højtoftegade, så husene der også kan kloaksepareres.

I løbet af weekenden kom der igen asfalt på, så når du læser dette, kan du igen køre på den kære vej.

Veje graves op

I løbet af det næste halve år skal beboerne langs Jægergade, Skyttegade, Åvej, Bojesvej og Stampemøllevej forberede sig på en lignende manøvre, dog ikke så markant som på Bøsbrovej, fortæller Ole Søby, der er projektleder i kloakforsyningsdelen i Vandmiljø Randers.

Og når vi kommer hen til sommerferien, så planlægger Vandmiljø Randers at tage næste stræk på Bøsbrovej fra Vandværksvej op til Løgstørvej. De planlagte arbejder kommer nok til at vare til årsskiftet.

»Arbejdet med kloakseparere i Vorup kommer nok til at vare frem til mindst 2027,« lyder buddet fra Ole Søby, for der kommer flere etaper til.