Genbrugsliv?

Påske er lig med forår, og for mange af os indebærer det oprydning i haven, på loftet, i kælderen – og dermed den obligatoriske tur til én af kommunens genbrugsstationer. Det er som oftest en blandet fornøjelse med alt for mange overlæssede og bakkende trailere.

Det er fint, at nedfaldne blade og juletræet fra sidste år kan komposteres og bruges igen. Det er godt for miljøet og sikkert også økonomien, at gammelt jern, glas og flasker og brugt plastic genbruges og recirkuleres.

Vi skal genbruge alt, hvad vi magter. For miljøets skyld, jordens resurser er også begrænsede, men noget opmuntrende sted er en genbrugsstation altså ikke. Det minder mest af alt om en slags recirkulerende kirkegård eller krematorium for vores forbrug. En cyklus af affald.

Selvom det forhåbentligt er de færreste af os, der betragter os selv som en bunke nedfaldne blade eller som et stykke rustent jern, så går der alligevel let en slags genbrugstænkning i den måde, vi lever vores liv. Eller i den måde vi ser på os selv.

LÆS OGSÅ: Præsteklumme: Øv dig på at dø!

Vi har dette ene liv, som vi forsøger at holde gående i så mange år som muligt. Cellerne i kroppen udskiftes med jævne mellemrum, vi bestræber os på at spise fornuftigt og måske endda røre os lidt ind i mellem. Lægerne er i stand til at udskifte store dele af kroppen – og det er alt sammen meget godt, men ambitiøst er det ikke ligefremt. For det er nøjagtig det samme, der sker på en genbrugsstation – her handler det bare om at forlænge levetiden for det gamle jern, plasticflasken og juletræet fra sidste år.

Det er så let at lande i et livssyn, der hører til på en genbrugsstation, men vi er trods både svaghed og skrøbelighed skabt til en storhed, der trodser vores forstand. Det hedder et sted i Det nye Testamente, at vi skal lade os forvandle, så vi får en ny måde at tænke på. Og forvandlingen handler ikke om at kunne hive sig selv op ved nakkehårene eller at kunne magte livet selv. Det er genbrugstænkning.

Forvandlingen er derimod den kraft, der kommer udefra – fra et andet menneske eller fra Gud. Påsken er fortællingen om en sådan forvandlende kraft. Den er det foreløbige højdepunkt i Guds historie med os. En fortælling om en kærlighed, der turde opgive alt, for at vinde alt. En sådan kærlighed er forvandlende og tilbyder os alle et livssyn, hvor det vigtige ikke er det, vi selv magter, men det vi får givet!