Cykelløb i Hadsten rykkes uge frem
Danmark Rundt tvinger Hammel Cykle Klub til at rykke Gadeløbet frem til 9. august
Traditionen med at afvikle gadeløbet i Hadsten få dage efter Tour de France er i år blevet en del sværere efter at Danmark Rundt har valgt at køre deres løb 1. til 5. august i 2018.
Derfor er Hadsten Gade Grand Prix 2018 rykket frem til torsdag den 9. august og arrangør er Hammel Cykel Klub.
Løbets mangeårige drivkraft Jesper Tikiøb er fortsat med i kulissen som eventteknisk rådgiver.
SE OGSÅ: BAK OG VALGREN I HADSTEN (2017)
“Det bliver en anden udfordring at finde ryttere denne gang, men vi håber det bliver en fordel at det nu er uden for sommerferien”, forklarer Jesper Tikiøb til Lokalavisen Favrskov.
Løbet har været afviklet siden 1993 med et enkelt års pause. Det er i dag et af Danmarks største gadeløb og formentlig det hårdeste.
Ruten er op ad den legendariske og berygtede opløbsstrækning på Søndergadebakken midt i Hadsten by. Løbet varer en time plus fem omgange.
Det professionelle eliteløb er åben for danske cykelryttere med løbslicens hos Danmarks Cykle Union i klasserne A og B samt internationale ryttere med elitelicens hos det internationale cykelforbund UCI.
“Det er vores ambition har præsentere et felt bestående af den danske elite samt enkelte danske og udenlandske world tour ryttere,” forklarer Jesper Tikiøb.
Forud for eliteløbet afvikles et motionsløb, hvor alle med en racercykel kan tilmelde sig.
Byens VVS er fortsat storsponsor og udgør sammen med Favrskov Kommune en stærk sokkel under cykelløbet, forklarer Hammel Cykle Klub.
Igen i år etableres en fanzone på toppen af Søndergade. Herfra kan særligt cykelinteresserede mod betaling overvære løbet på tætteste hold samt hilse på løbets profiler før og efter løbet.