Bueskytter er på jagt efter 50 m lang træningsbane
Valdemar og Martin skal træne hver dag efter at de er kommet på bruttolandsholdet
Valdemar Astrup-Jensen og hans kammerat Martin Nielsen, begge Hammel, er kommet på bruttolandsholdet i bueskydning, og skal til at give deres træning en ekstra skalle. Derfor er de på jagt efter en træningsbane lokalt i stedet for i Randers, hvor deres klub ligger.
I ly for vind og vejr
De to bueskytter vil gerne finde et sted i ly for vind og vejr, specielt her tidligt på sæsonen, hvor der skal skydes til udtagelser til stævner og konkurrencer.
“Vi skal træne op til Junior World Cup i maj og europamesterskaber i juni,” fortæller Valdemar Astrup-Jensen.
Skytterne skal helst træne et par timer hver dag. De går i skole i Hammel, og det tager 45 minutter hver vej at træne i Randers. Normalt træner de derfor kun to-tre gange ugentligt. Både drengene og deres forældre søger nu med lys og lygte efter en lade eller en hal i nærheden af Hammel. De har selv skyde-måtte og sikkerhedsnet og skyder på en længde af 50 meter.
“Hvis der er nogen, der skulle have adgang til og mulighed for at lægge bygning til, ville det være skønt.”
Vandt DM som 10-årig
Valdemar er i dag 16 år. Han startede som 7-årig, inspireret af sin far, der går på jagt med bue og pil. I stedet for buejagt, der er fodbudt i så tidlig en alder, stillede Valdemar op i konkurrenceskydning. Det gik rigtig godt, og han stillede op i flere og flere stævner. Som 10-årig vandt han sit første DM-stævne.
For et par år siden talte han alle sine medaljer, og der viste sig at være 50 i alt. Siden er flere kommet til. Ud over danske medaljer har Valdemar Jensen hentet medaljer i både Tyskland, Finland og Sverige.
For fem år siden begyndte hans kammerat Martin Nielsen også at skyde med bue, og han har ligeledes hjemtaget medaljer. Også sammen har de succes, og har skudt sig til flere medaljer i holdkonkurrencer. Senest har de sammen med holdkammeraten Oliver Christiansen netop vundet guld i holdskydning ved Ungdoms-DM.