Fortsæt til indhold

Det må godt være nogle ordentlige moppedrenge

Den læseglade betjent er rykket ind i sit kontor på det nye bibliotek i Ry

Samfund
biblioteksklumme Af Karen Thomsen, bibliotek Ry Bibliotek

Lokalpolitiet i Ry i skikkelse af Vagn Stensig Kristensen er flyttet ind i sit kontor på det nye bibliotek i Ry.

Når jeg lige om lidt giver ordet til Vagn, har jeg overvejet, hvilken af mandens mange interesser, der skal i fokus.

'Røverhistorier fra Vagns vilde barndom i Vestjylland' (her nedlagde han simpelthen censur) eller vil 'Guldfasaner, kalkuner og georginer' og fokus på lystlandbruget i Boes være bedre?

Eller skal jeg kalde klummen 'Den syltende politibetjent', for få er vel klar over, at Vagn, ud over alle sine andre talenter, også er en ferm syltetøjskoger.

Knapt har vi tømt et glas i frokoststuen, før Vagn kommer med nye forsyninger af alliancemarmelade, paradisæblegele og jordbærsyltetøj.

'Vagn og kærligheden til hunde' er også en mulighed - især, når hunden hedder Sif - eller 'Bedstefar Betjent læser højt'.

Jeg vælger titlen 'En læseglad betjent', for er der nogen, som kan glædes så overmåde over en velskrevet roman, som netop Vagn kan - er det Vagn.

Måske tænker I, at Vagn især interesserer sig for politiromaner, men så må I tænke om, for hans litterære interesser går i helt andre retninger, og her er det, at jeg giver ordet til manden selv.

Vagn fortæller:

“Engang læste jeg krimier, men det er jeg kommet fra. Nu holder jeg især af at læse lange serier, hvor man får et stort personbekendtskab. Jeg kan godt lide, at man kommer til at kende personerne, og jeg kan godt savne deres nærvær, når den sidste bog er færdig. Det føles tomt.

“Det er især historiske serier om landbruget og livet på landet fra 1920 til omkring 1960'erne og middelalderen, som interesserer mig.

Jeg har læst John Nehms serie om storbonden Mads Klausen. Hans forhåbentlig sidste bog 'Husene', som ikke er i den serie, var dog en stor skuffelse. Det var en forfærdelig gang hø og hakkelse, som aldrig skulle være udgivet. Det er den værste omgang perversiteter! Den vil jeg ikke anbefale til nogen!

Om middelalderen kan jeg anbefale Jan Guillous serie om Arn. Da jeg havde læst den, tog min kone Alice og jeg på udflugt til Hornborgasjøn i Sydsverige for at se på tranedans. Noget af handlingen udspiller sig jo her, og det er så livagtigt beskrevet, at jeg stod og kiggede langt efter de borge, som jo selvfølgelig ikke var der.

Jeg kan godt lide at læse biografier, for eksempel Jane Aamund og Lise Nørgaard. Dem har jeg ædt alle sammen og kluk-grinet af. Bent Haller var jo bandlyst i min barndom. Det var han sammen med Trille. Dem var folk i missionskredsene voldsomt oppe at ringe over, og jeg fik det indtryk, at det var noget helt forfærdeligt, men Bent Haller er jo en gudsbenådet forfatter. Jeg har læst alle hans bøger.

En anden, som jeg kan anbefale, er Anne Marie Løn, for eksempel 'Fodretid'. Lige nu læser jeg 'Havets katedral' af Ildefonso Falcones, og jeg har været rigtig glad for at læse Ken Follett.

Fjernsyn ser jeg stort set aldrig, jeg ligger hellere på sofaen sammen med Sif og læser bøger. Og det må godt være nogle ordentlige moppedrenge!

Til sidst vil jeg sige, at jeg er glad over at være sammen med bibliotekets personale. De er altid til rådighed med kvalitetsvejledning om bogvalg.”

På biblioteket er vi også glade for bofællesskabet - og røverhistorierne fra Vestjylland - og siger Tak til Vagn.