Kernen i det hele

Klumme Jeg kender en pige, som en aften under moderens fadervor kom med en tilføjelse til ’Giv os i dag vort daglige brød’. ’Og syltetøj!’, sagde hun. Og det er nok sådan, de fleste af os tænker. At det daglige brød er til legemet. Det er det også. Men det er også føde til sjælen, som i denne fortælling: Den foregår i Berlin lige efter Anden Verdenskrig. Her lå apotekeren syg midt i al den elendighed, krigen havde efterladt. En dag kom postbuddet med en pakke fra en af apotekerens venner. Apotekeren åbnede den og fandt et halvt brød. Brød! Jamen sikke dog en velsignelse. Der lå også et brev om, at det skulle hjælpe ham til at komme til kræfter. Jamen altså, sikke dog en gave at få! Apotekeren var sulten, men han spiste ikke. For han kom i tanke om, at der inde hos naboen, var en lille pige, som var syg. “Jeg er gammel. Hun er ung. Hun trænger mere til brødet end mig.”, tænkte han og fik bragt brødet ind til naboen. Naboen takkede på datterens vegne og kom så til at tænke på en gammel enke, som boede øverst oppe i den lille kvistlejlighed. Der var koldt deroppe under taget, vidste hun. Så hun fik brødet bragt op til enken. Enken takkede og tænkte så på sin datter, der boede nederst i kælderen, hvor der altid var fugtigt og klamt. Datteren var alene med tre børn, for hendes mand var ikke kommet hjem fra krigen. Enken vidste, hvor lidt mad datteren havde til de tre børn og fik brødet bragt ned til hende. Den enlige mor takkede og tænkte: Apotekeren er syg, og han gav os gratis medicin, da den mindste af mine børn var syg. Han har mere brug for brødet end os. Og sådan gik det til, at det tilsendte halve brød igen endte hos apotekeren. Men nu i en anden skikkelse. For undervejs havde det forvandlet sig fra dagligt brød til legemet til dagligt brød for sjælen. Til levende brød! Og det var således blevet helligt for ham, så han ikke nænnede at spise det. Tænk, at så mange sultne mennesker havde taget imod det, og dog alligevel havde rakt det videre i kærlighed for den næste, og således alle havde delt det med hinanden, så den smule, der var, blev til overflod. Dén glæde mættede apotekeren og alle i huset langt mere end brødet i sig selv, fordi omsorgen, glæden og kærligheden bliver så meget større, når vi deler den med hinanden. Som en kunstner, vi nyligt havde på besøg i sognegården, sagde det: Kærlighed handler om at dele, Dét er kernen i det hele. (Ole Grøn) Ja! Dele ud og lukke ind. Så enkelt kan det siges!