For dem der ikke gider fodbold
To lokale unge står bag nyt fritidstilbud i Gellerupparken, hvor det handler om springglæde, akrobatik og fysisk teater
Fem store containere ved Karen Blixens Boulevard får lige om lidt masser af liv.
To unge, lokale akrobater står bag den nye klub BLOCK Ungdom, der inviterer alle teenagere til at dyrke nycirkus, parkour og klatring.
“Vi håber at tiltrække en bred vifte af folk, der måske ikke lige passer ind på fodboldholdet. Eller ikke gider konkurrencen på gymnastikholdet,” siger Philip T. Mapeka. der sammen med Mathias Poelman netop har stiftet klubben:
“Der er ikke noget med at få point. Der er ikke nogle store OL-medajler at gå efter. Cirkus er så lidt en konkurrencesport, som det kan blive. Det er et fællesskab, mere end det er et nummer, man laver,” siger Mathias Poelman.
LÆS OGSÅ: Fastansat: Garvet cirkusfyr løfter arven efter Trille
De to initiativtagere har fået støtte af Aarhus Kommune til at drive klubben, som i første omgang skal skabe liv på den byggeplads, der i øjeblikket er langs Karen Blixens Boulevard.
Indtil vejret er blevet lunere holder den akrobatiske klub dog til i Cirkus Tværs' lokaler på Gudrunsvej. Om en måneds tid regner de med at kunne rykke ud i containerne - eller rettere sagt mellem containerne hvor de har fået lagt et betongulv.
“Alle er velkomne. Man behøver ikke kunne noget på forhånd, men man vil lære noget basis akrobatik, jonglering, gøgleri, mimetræning og fysisk teater. Det er ikke noget med at læse op fra et manuskript, det handler om at bruge kroppen, koncentrere sig og holde fokus,” siger Philip T. Mapeka.
Vippe med saltomortaler
Klubben har en masse remedier liggende i containerne, også et såkaldt teeter board, der er et stort vippebræt, hvor man ikke bare vipper op og ned, men også laver saltomortaler og lignende.
“Det, håber vi, kan lokke folk til,” siger Mathias Poelman.
Klubben har også planer om at bygge et tårn og et lille billethus. Og selvom klubben ligger i Gellerupparken, håber stifterne at tiltrække unge fra hele byen.
“Vi vil gerne have folk alle steder fra. Det her tilbud findes ikke andre steder. Ellers er det mest børnecirkus. Det her er til de unge,” siger Mathias Poelman.
Træningerne er for tiden hver mandag og torsdag fra klokken 18 til 21, men når klubben rykker udenfor, bliver det tidligere på eftermiddagen.
LÆS OGSÅ: Sports- og kulturcampus: Sådan ser Gellerups nye samlingssted ud
Håbet er at få samlet en lille trup, som også kan tage ud at optræde.
“Vi planlægger for eksempel at tage i Springhallen i Risskov eller i DGI-byen. På sigt vil vi også gerne tage på ture ud i Europa og vise de unge artister lidt af verden,” siger Mathias Poelman.
Klubben har fået penge fra Realdania til at få et tag på containerne, som kun står på deres nuværende placering et års tid endnu.
“Vi drømmer om at kunne flytte containerne et andet sted hen. Måske bare på en p-plads et sted,” siger Philip T. Mapeka.
Containerne står lige nu på den grund, hvor kommunen efter planen næste år går i gang med at bygge det nye Sports- og Kulturcampus.