Fortsæt til indhold

30 år med rejsefeber

DNA’et, som de to tidligere ejere af Århus Charter skabte, lever stadig i bedste velgående hos det lokale rejsebureau

Samfund
Camilla Olesen

180 rejsegæster står forventningsfulde klar i Aarhus Lufthavn, alle medarbejderne fra rejsebureauet er parate til at sende alle gæsterne ud på charterrejse til Portugal. Alle er glade, alt er godt. Eller næsten, for flyet der skal fragte de mange gæster af sted, er ikke kommet frem. Det kan nemlig ikke finde lufthavnen på sin vej til Danmark fra Portugal.

Sådan så det ud 25. marts 1988, da Århus Charter skulle sende det første hold gæster af sted på charterrejse. Det fortæller Eva Valentin, der har været med om bord i alle årene i det aarhusianske rejsebureau.

Flyet kom dog, så alt gik - næsten - som planlagt på Århus Charters første tur.

LÆS OGSÅ: Ny rute fra Aarhus Airport: Direkte fly til Mallorca hver lørdag

“Det var helt andre tider dengang. En kollega og jeg fløj med for at give gæsterne en ekstra service, da vi på det tidspunkt brugte et portugisisk flyselskab. Vi var airguider, og det var vi faktisk i noget tid, inden det blev Maersk Air, der overtog flyvningerne,” fortæller Eva Valentin, der altså også selv kan fejre 30 års jubilæum.

Gennem alle årene har der hersket en særlig ånd af nærhed og det at være tæt på gæsterne. Og lige præcis den ånd har man sørget for at fastholde, fortæller Henrik G. Jensen, der er medejer og bureauchef og kom til i september 2014, da Primo Tours købte Århus Charter af de to søstre Jette Rantala og Ulla Stæt Andersen.

Næsten ingen ændringer

For Henrik G. Jensen har det været rigtig vigtigt at fastholde det DNA, de to søstre har skabt gennem årene. Derfor er der også nogle helt særlige vendinger, som altid bliver brugt.

“Vi bruger ikke ordet kunder, men gæster, og dem der har rejst med os flere gange er flergangsgæster. Lige præcis det ord, er meget vigtigt for Århus Charter,” siger han.

Noget af det eneste, der er ændret er computersystemerne i firmaet, men det har gjort, at medarbejderne har fået mere tid til gæsterne.

LÆS OGSÅ: Århus charter solgt til Primo Tours

“Med inspiration fra Simon Spies' tid havde vi en stor tavle med karton, der illustrerede flysæder og hotelværelser. Den forberedte vi hvert år i november ved at klippe cirka 30.000 stykker pap, så vi var klar til det kommende år. Vi havde faktisk tavlen indtil 2014, og den gav os et fantastisk overblik,” siger Eva Valentin.

Den er nu afløst af et mere teknologisk system, så der ikke er så meget papirarbejde.

“Det er meget vigtigt for os, at gæsterne kommer igen, og at de altid er 110 procent i fokus. Ved at vi har effektiviseret sådan en tavle, så er der mere tid til at tale med gæsterne,” siger Henrik G. Jensen.

90 ture med Århus Charter

At de ofte vælger Århus Charter igen, og dermed bliver flergangsgæster, er også tydeligt i den korte tid, avisen er på besøg. Her er der flere par forbi i lokalerne på havnen, hvor der er indrettet en lille rejsecafe med blandt andet blå stole, lidt ouzo, kaffe og småkager. Den ene væg er dækket af en masse af flergangsgæsterne, og her hænger der blandt andet et par, der har rejst med Århus Charter 90 gange. På bordet i rejsecafeen ligger en mappe med en gul seddel på forsiden. Den er fra et par, der har været forbi med ferieminder og billeder fra de 25 år, parret har rejst med Århus Charter.

“Det er fantastisk, og vi er glade for, at vi kan være så tæt på vores gæster - de skal opleve os i øjenhøjde, og det lægger vi meget vægt på - både her i butikken og ude på destinationerne, hvor vi altid kun har danske rejseledere,” siger Henrik G. Jensen.

LÆS OGSÅ: Aarhus Airport præsenterer ny destination til det græske Caribien

Det har altid været vigtigt for det aarhusianske rejsebureau ikke at blive for stort. Derfor er der heller ingen planer om, at virksomheden bliver større.

“Vi går meget ind for, at vi er lokale, og det samme skal vores rejsemål være. Vores gæster skal for eksempel opleve den ægte stemning på de græske øer og ikke være i en by, der er opbygget kun som turistområde,” lyder det fra Henrik G. Jensen.

Sammen med resten af Århus Charter fejrer han 30. års jubilæet med alle, der er interesseret, hos Hermans 4. april. Man kan se mere på aarhuscharter.dk, hvor man også kan bestille billetter til arrangementet.