Fransk par fyrer op i Glashytten
Efter nogle kolde måneder, hvor glasværkstedet på Glasmuseet Ebeltoft har været lukket for vinteren, er der igen aktivitet omkring glasovnen, som i disse dage langsomt varmes op til cirka 1.100 grader.
I år er der nye, men alligevel velkendte ansigter, i værkstedet. Ved roret står nemlig de to glaspustere Jean Thebault og Lou Le Jolivet, som begge tidligere har været i værkstedet.
Jean var sidste år ansat som værkstedets teknisk ansvarlige og samarbejdede tæt med Aoife Soden om produktion af museets glasdesign og afvikling af publikumsaktiviteter. Lou har ofte assisteret i værkstedet og kender ligeledes stedet godt.
Lou og Jean danner også par privat og har slået sig ned i Ebeltoft, tæt på museet - og tæt på det stærke glasmiljø, der kendetegner byen.
De er begge fra Frankrig men taler allerede en del dansk og satser på at blive endnu bedre til det i løbet af foråret og sommeren, hvor værkstedet danner ramme for masser af aktiviteter for museets gæster.
jesl