Fortsæt til indhold

Nationalparken skal have et velkomstcenter, basta

Ingen vaklen i geledderne hos forretningsudvalget i Rønde Distriktsråd

Samfund
Lars Norman Thomsen

“Der er ingen tvivl om, at Nationalpark Mols Bjerge behøver et velkomstcenter. Der er ingen tvivl om, at dette velkomstcenter skal ligge ved indkørslen til Nationalpark Mols Bjerge og nær den historiske hovedattraktion Kalø Slotsruin,” fastslog Carsten Skivild, formand for Rønde Distriktsråd, på torsdagens generalforsamling i Rønde Idrætscenter.

Mens andre støtter er begyndt at vakle, er det ikke tilfældet i Rønde Distriktråds forretningsudvalg.

LÆS OGSÅ: Hvorfor er det så vigtigt at bevare Slotskroen?

“Vi skal have et velkomstcenter magen til det, der nu bliver indviet på Bornholm ved Hammershus Slotsruin. Der er ingen tvivl om, at der i forbindelse med informationsformidlingen om Nationalpark Mols Bjerge og Kalø Slotsruin skal være mulighed for indendørs servering hele året rundt,” fortsatte Skivild, der roste det arkitekt-forslag, som bestyrelsen (den forhenværende, red.) har valgt.

“Centret kommer til at smyge sig ind i landskabet, som en bølgende bakke. Det ligger tæt på Kampmanns Hus, men det vil samtidig fremhæve Kampmanns smukke hus, der alt for længe har været lukket inde mellem træer. Kampmanns Hus bliver således den bygning, som vi fremover vil nyde synet af, når vi kører eller går ned til Kalø Slotsruin. Velkomstcentret er rykket tilbage fra vandet i forhold til den nuværende Slotskro, hvilket må være til glæde for alle naturelskere.”

Meget at glæde sig til

Carsten Skivild fremhævede, at man med et velkomstcenter tillige får en helårsrestaurant med udsigt til strandengen og Kalø Slotsruin.

“Restauranten vil have åbent hele året i forhold til det vi har nu, så vi også kan komme indendørs og få noget at spise, få en pølse, en is eller drikke en kop varm kaffe eller kakao hele året rundt. I velkomstcentret bliver der etableret nye toiletter. Vi vil også få glæde at, at Sekretariatet for Nationalpark Mols Bjerge etableres tæt på publikum i Hack Kampmanns Hus – med sine nationalparkguider.”

Hvornår kommer det?

Flere fremmødte på generalforsamlingen havde spørgsmål til velkomstcentret: Hvornår kommer det? Har man fået penge fra fonde? Er det muligt at bevare Kalø Slotskro sammen med det nye velkomstcenter?

Carsten Skivild og andre i forretningsudvalget svarede, at det første, der skal ske, er, at alle politikere bakker op om velkomstcentret.

LÆS OGSÅ: Bollesen: Overvej at bevare Slotskroen

“Det næste er, at Syddjurs Kommunes teknikere laver lokalplanen for området. Derefter kan Nationalpark Mols Bjerge søge fonde. Så det, alle venter på, er, at alle politikerne i det nye byråd bakker op om velkomstcentret, så teknikerne kan blive færdige med at lave en lokalplan. Det er ikke muligt, at velkomstcentrets vinderprojekt kan bygges og så bevare Kalø Slotskro samtidig på grund af størrelsen af det areal, der må bygges på. Det er ikke stort nok til både kroen og velkomstcentret. Rønde Distriktsråd går ind for, at vinderprojektet bygges. Det er de samme arkitekter, som har bygget velkomstcentret ved Hammershus på Bornholm som velkomstcentret ved Vesterhavet,” siger Carsten Skivild.