Skovby-udstykning har fået nyt politisk liv
Økonomiudvalget vil se nærmere på to alternative modeller på Præstbrovej
På sit seneste møde lagde Miljø- og Planudvalget en meget omdiskuteret udstykning på Præstbrovej i den politiske grav. Nu har Økonomiudvalget givet udstykningen nyt liv.
“Der er blevet stillet nogle spørgsmål i forhold til sagen, som der ikke er gode svar på. Derfor genoptager vi sagen på vores næste møde, hvor vi kigger på alternative modeller til placeringen af boliger på udstykningen,” siger borgmester Jørgen Gaarde (S).
I de omtalte modeller placeres udstykningen længere væk fra Præstbrovej - og vigtigere:
Længere væk fra Skovby Møblers fabrik på den anden side af Præstbrovej. Det er nemlig støjgener herfra, der har fået Miljø- og Planudvalget til at sige nej udstykningen, selv om det af Kommuneplanen fremgår, at der skal placeres boliger på området. Det skal med, at der ikke er målt støj over den tilladte grænse på det sted, hvor den oprindelige udstykning var planlagt - selv om denne er placeret tættere på møbelfabrikken end de udstyknings-modeller, der nu skal undersøges.
“Det er positivt, at vi samarbejde om en løsning. Det forpligter lovgivningen kommunen til, og jeg anser det for min borgerpligt,” siger Christoffer Schou, manden bag udstykningen.