To varmeværker lukkes måske
De gamle olie- og pillefyrede varmeværker på Møllegade og Brunhøjvej skal måske lukkes.
Ry Fjernvarme har brugt dem i spidsbelastningssituationer, men behovet er ikke længere så stort efter, det nye værk på Bakkelyvej er blevet udvidet med en ekstra kedel og en akkumulationstank, skriver Midtjyllands Avis.
To nye pumpestationer
De to værker kan dog ikke lukkes uden videre, da de også har en funktion for distributation af fjernvarmen.
Derfor skal der som erstatning laves to nye pumpestationer et andet sted, hvor de samtidig ikke generer naboer.
Oliekedlerne på de to gamle varmeværker skal desuden i givet fald flyttes til Bakkelyvej.
Målet er, at en lukning skal være udgiftsneutral. Udgifterne ved ændringerne kan løbe op i 8-10 mio. kr.
Indtægten ved salg af grundene kommer i givet fald til at indgå i de økonomiske beregninger.