Lokal kameralinse fanger Solbjergs natur
57-årige Jens Jensen tager ofte billeder af Solbjergs naturområder. På Facebook er der stor lokal interesse
I forbindelse med diskussionen omkring linjeføring gennem Solbjerg, har naturen omkring Solbjerg Sø været et fremtrædende fokuspunkt, når der skulle indgives høringssvar fra forskellige instanser.
LÆS OGSÅ: Fri os fra højhastighedstoge
Én af dem, der i høj grad benytter sig af naturen ved Solbjerg Sø, er 57-årige Jens Jensen, der er amatørfotograf og hver eneste dag begiver sig ud på en gåtur i det omkringliggende område. Med sig har han ofte sit kamera med dertilhørende linse, der kan stille skarpt på dyrelivet og de mange planter.
“Jeg har boet her i 22 år, og jeg har taget billeder, lige siden jeg kan huske. Hver eneste dag går jeg en tur rundt om søen, og det gør jeg, blandt andet, på grund af det dyreliv, der er i området,” siger 57-årige Jens Jensen, som bor få hundrede meter væk fra Solbjerg Sø.
“Om sommeren er det noget helt andet, end det er lige nu. Naturen er smukkere, og der er flere mennesker,” fortæller Jens Jensen, der er født op opvokset i Ecuador, men flyttede permanent til Danmark for 22 år og arbejder nu som væksthusgartner.
Frygter for dyrelivet
Jens Jensen er én af de mange bekymrede Solbjergborgere, der kæmper for en 0-løsning sammen med størstedelen af lokalsamfundet. Han frygter for, hvad der kommer til at ske med naturen, såfremt en linjeføring gennem Solbjerg bliver en realitet.
LÆS OGSÅ: Færdselsuheld i Solbjerg
“Alt dyreliv omkring søen forsvinder jo,” siger Jens Jensen og peger hen på det område, hvor det er planlagt at skinnerne skal lægges.
“Det her grønne område kommer til at forsvinde. Der kommer ikke til at være noget natur her. Hele byen bruger området og går mange ture, og det er helt vildt trist,” fortæller Jens Jensen, der, blandt andet, har skudt billeder af fiskehejre og den lokale canadagås, der har været i området et par år efterhånden. Men også planterne i området er noget, som betyder en del for den 57-årige Solbjergborger.
“Nu begynder det hele snart at springe ud, så det glæder jeg mig rigtig meget til.”
Når de lange gåture langs Solbjerg Sø er overstået og diverse billeder er blevet skudt, er Jens Jensen nu begyndt at dele sine billeder med lokalområdet på Facebooksiden 'Solbjerg 8355'. Her er kommentarerne meget positive, og der vælter ind med positive tilkendegivelser.
“Skønne billeder - dem nyder vi,” lyder det fra en bruger, mens en anden skriver:
“Skønt med alle de fascinerende og fine billeder fra vores bys dyreliv.”
De mange positive kommentarer er da også noget, som Jens Jensen er stolt over.
“Jeg startede med at dele et par billeder ud, men så var der lige pludselig flere og flere mennesker, der synes godt om. Så nu er jeg begyndt at dele en masse ud, og det gør mig glad at se, at der er så mange, der er interesseret i livet omkring søen.”