Historisk spisning på Gammel Estrup
Eksklusivt kongeligt taffel i anledning af Forskningens døgn
vidensmiddag Der serveres lækker mad og vin inspireret af 1800-tallets kongelige tafler, når Dansk Center for Herregårdsforskning i anledning af Forskningens Døgn 2018 torsdag 26. april kl. 17.30-20.30 inviterer indenfor til en eksklusiv middag i Riddersalen på Gammel Estrup. Undervejs fortæller eksperter inden for 1800-tallets herregårdskultur om maden, om de omfattende forberedelser og om selve middagen i de herskabelige rammer. ”1800-tallet var en opblomstringstid for en stor del af de danske herregårde. De tilbød, som ingen andre steder, eksklusive rammer, når store begivenheder skulle afholdes med manér. Periodens ypperste begivenheder var, når kongelige personer gæstede herregården. Arrangementerne var storstilede, og forberedelserne var mange,” fortæller Signe Boeskov, ph.d. og forskningsleder ved Dansk Center for Herregårdsforskning.
Til middag med de kongelige
Et strejf af denne herskabelige storhed kan opleves, når Dansk Center for Herregårdsforskning inviterer indenfor til en eksklusiv middag i Gammel Estrups smukke Riddersal. Her kan man smage på historien, når der serveres mad og vin inspireret af menuer fra kongelige tafler på danske herregårde for 200 år siden. Aftenens værtspar er Signe Boeskov fra Dansk Center for Herregårdsforskning, og museumsinspektør Jesper Munk Andersen fra Reventlow-Museet, Museum Lolland-Falster. De to herregårdsforskere vil under middagen, der også byder på musikalsk underholdning, fortælle den spændende historie om herregårdene og de kongelige tafler. gs fakta Pris: 485 kr. inklusive middag, vin og foredrag. Seneste frist for tilmelding er mandag 16. april. Tilmelding nødvendig på: 8648 3001 eller dch@gammelestrup.dk