Borgerne skal tage centeret tilbage
Mere brugerindragelse giver større ejerskab
De er rørende enige om, at der absolut ikke er grund til at bruge mere tid på at tænke på de seneste måneder i Auning Idræts- og Kulturcenter. Med valget af den nye bestyrelse med Jeppe Friis som formand faldt tingene også i hak med centerchef Henrik Johansen, og dermed er det fremtiden, der skal tænkes på. Og den har de allerede nået at give masser af tankevirksomhed. En af årsagerne til, at Henrik Johansen valgte at fortsætte i sin stilling var således, at der kom visioner for centeret på bordet, og de begynder lige så stille at pible frem, fortæller bestyrelsesformand Jeppe Friis.
“Vi vil rigtig gerne have, at centeret igen bliver det naturlige samlingspunkt. Derfor vil vi gerne arbejde meget mere med brugerinddragelse og finde ud af, hvad det er brugerne gerne vil have og finde ud af, hvordan vi gør centeret endnu bedre,” forklarer Jeppe Friis.
Alle vil frivilligheden
Både Jeppe Friis og Henrik Johansen ser således uanede muligheder i Auning Idræts- og Kulturcenter. Det handler blot om at finde frem til, hvordan de bliver udfoldet på bedst mulig vis. Samtidig er det også med en forståelse for, at ikke alle har tiden og overskuddet til at gå dybt ind det store arbejde, der ligger i centeret.
I stedet er tanken i højere grad at arbejde med udvalg. Håbet er, at flere på den måde tager ejerskab over ting, som de brænder for.
“Ved at arbejde med udvalg, hvor folk er involveret i en lidt mere tidsbegrænset og defineret opgave, tror vi på, at det kan give større involvering, og man påtager sig større ejerskab over opgaven. På den måde tror vi på, at vi kan udvikle centeret. Alle vil gerne lave frivilligt arbejde. Det er bare spørgsmålet om, hvordan man præsenterer det for dem. Det er kunsten,” siger centerchef Henrik Johansen og Jeppe Friis supplerer: “Det handler tit om, at vi ikke kan skyde det hele i gang selv. I bestyrelsen har vi set, at Henrik har en masse visioner og kan komme med en masse indspark til spændende tiltag, men det er bare ikke altid noget, som centeret kan løfte alene. Der skal være nogen, der bakker op om det,” lyder opfordringen.
Mere balance
I den næste tid skal der udarbejdes en masterplan for Auning Idræts- og Kulturcenter, så der hele tiden er konsensus om, hvilken retning centeret skal bevæge sig i. Derudover er håbet at arrangere et stort brugermøde blandt foreninger, borgere og andre brugere af centeret.
I sammenhæng skal det være med til, at borgerne ikke tager centeret for givet og i stedet skaber synergi mellem center og brugere.
“Vi kan rigtig mange ting, men det kræver også nogle gange noget hjælp. Jeg tror heller ikke, det skader at gøre opmærksom på, at det kræver lidt økonomi at holde et center i den stand vi har. Folk vil gerne have ordentlige forhold, men tingene hænger sammen. Vi skal ikke skabe store overskud, men vi skal have en balance i tingene. Det vil vi gerne have brugernes hjælp til,” fastslår Henrik Johansen.