Balletten indtager det store lærred
grenaa: Elsker man klassisk ballet, kan man glæde sig til onsdag 11. april, hvor Kino i Grenaa viser en af de mest kendte og elskede balletter, nemlig ”Coppelia” med musik af Leo Delibes. Forestillingen i Kino er en optagelse fra Den Australske Ballets opførelse af Delibes berømte ballet i Jørn Utzons operahus i Sydney – og dermed også folk på Djursland mulighed for et besøg i den nok mest berømte operabygning i verden. ”Coppelia” fortæller historien om dukkemageren Coppelius, der har en drøm om at skabe en mekanisk dukke, der er så perfekt, at den kan narre ikke blot ham selv, men alle andre til at tro, at den er ægte. Det lykkes Coppelius at skabe en dukke, Coppelia, der er så smuk og livagtig, at den truer med at fordreje hovedet på alle, der ser den. Dette skaber komplikationer i forholdet mellem de to elskende, Franz og Swanilda, for Franz bliver tiltrukket af den smukke dukke og for at redde sin elskede Franz fra hans vildfarelser, må Swanilda forklæde sig som dukken Coppelia – og det kommer der megen smuk dans til Delibes melodiøse musik ud af. De to hovedroller danses af Ako Kondo og Chengwu Guo. Forestillingen varer godt og vel to timer, og i pausen serverer Kino et glas champagne for publikum, for det skal være festligt at gå til ballet, hvad enten man er i Utzons berømte operahus ”down under” eller i Kino i Grenaa.