Fortsæt til indhold

Den kommunale økonomi er god

Skanderborg Kommune høvlede 40,7 mio. kr. at sin langfristede gæld i 2017

Samfund
Jørgen Bollerup Hansen

Skanderborg Kommune kom ud af 2017 med et flot regnskab.

Kommunen har overholdt det oprindelige budget på serviceområderne.

Faktisk er der et mindreforbrug på driftsudgifter på165,6 mio. kr., der primært skyldes, at institutionerne har valgt at overføre forholdsvis store beløb til efterfølgende år - i alt 159 mio. kr., som nogle politikere faktisk gerne ser nedbragt.

Det samlede mindreforbrug dækker dog både over områder, hvor udgifterne har været større end og mindre end budgetteret.

Merforbruget er især på ældreområdet, borgerservice og dagtilbud for 0-6-årige.

Mindreforbruget var især på administration, skoler og pædagogiske fritidstilbud, sundhedsfremme og beskæftigelse- og arbejdsmarked.

“Det ser fornuftigt ud. Det tidligere byråd har afleveret et regnskab i balance, hvor der er et overskud på 192,8 mio. kr. på den ordinære drift, hvor målet er 130 mio. kr.,” sagde borgmester Jørgen Gaarde, (S) da byrådet godkendte regnskabet.

Tage Nielsen (R) kaldte det for et flot regnskab.

“Men det er ikke så fornuftigt, at vi har brugt ni mio. kr. mindre til anlæg end budgetteret, når vi har masser af påtrængende anlægsopgaver på skoler og ældreområdet,” sagde Tage Nielsen.

“Vi venter med længsel på udligningsreformen, for vi leverer ikke en god nok service på en række områder, både børn og skoler trænger til et løft,” sagde Tage Nielsen.

Jens Sønderskov (SF) var enig. Han ser et stort pres på anlægsbehovet.

“Men vi har en forbandet god økonomi,” sagde han.

Martin Frausing Poulsen (DF) roste medarbejderne for at holde 'styr i eget hus'.

Jørgen Laugesen (V) kaldte også regnskabet for flot.

“Men anlægsbudgetterne er vel små. Det skal vi kigge på,” sagde han.

“Det er dejligt, at vi alle kan glæde os over dette flotte resultat,” sagde Jørgen Naut (S).

“År efter år nedbringer vi kommunens gæld. Inden for overskuelig tid er vi gældfri. Det er rigtig flot,” sagde Jørgen Gaarde.