Fortsæt til indhold

Pionererne på det danske jobmarked betalte dyrt

Lokalarkivar har fundet en artikel om arbejdskampe i 1800-tallet

Samfund
Jørgen Bollerup Hansen

Under inspiration af den aktuelle udsigt til en konflikt på det offentligt arbejdsmarked har Erna Bachmann fra Veng Lokalarkiv sendt et indlæg fra Aarhuus Stifts Adresse og Contoirs Tidende, som blev bragt 10. februar 1851 i en artikel om de ”gode gamle dage”.

Arna Bachmann skriver, så sandt som det er, at det kunne koste dyrt at strejke i 1800-tallet.

Følgende kunne læses i omtalte artikel i Aarhuus Stifts Adresse og Contoirs Tidende - selvfølgelig i datidens sprog:

“I anledning af den sidste Tids Svendebevægelse i Kjøbenhavn har ”Flyveposten” gjort opmærksom på de i saa Henseende gjældende Lovbestemmelser, hvori det bl.A. hedder (see Forordn. 21de Marts 1800, §10, 11 og 12): ”Skulde noget heelt Laugs Svende vedtage at forlade Arbeidet, da bør Ophavsmanden dømmes til at arbejde I Rasphuset i 1 Aar, og at saadant Laugs Svende ikke mere tillades at have Herberg og Forsamling.”

“Dersom de søge at forlede de andre Lauges Svende til at følge deres Eksempel og tage Deel i deres Opsætsighed, da bør de, som den offentlige Roligheds Forstyrrere, straffes med 6 Aars Fæstningsarbeide i Jern.”

“Det paalægges enhver Oldgesel (red.: mon ikke der menes oldermand) som en ufravigelig Pligt, saasnart der spores Overlæg til at stifte Uro, som han ikke ved sin Mellemkomst har kunnet forekomme (red.: der må menes forhindre) , strax at anmelde saadant til Politiet. Efterlader Oldgesellen dette, saa skal han ansees som Hovedmand i Sammenrottelsen, saafremt ikke Ophavsmændene i blandt de Øvrige kunne udfindes og overbevises.”

”De fleste Svende – tilføjes der – ere aldeles ubekjendte med disse Lovbestemmelser, og kunne saaledes i deres Uvidenhed og i den Formening, at de kun foretage, hvad naturlig Ret synes at hjemle, nemlig: at det maa være Enhver tilladt at bestemme Prisen paa sit Arbejde, styrte sig selv og deres Familier i en Ulykke, som de ikke have nogen Forestilling om.”