Fortsæt til indhold

Ejerløse cykler fjernes

Samfund
Anette Bonde

Har man en cykel, der ikke lige har været hjemme på matriklen i et stykke tid, skal man måske tage et smut til cykelskurene ved stationerne i Hadsten og Hinnerup og kigge efter den. Og helst inden april. Kommunen er nemlig i gang med forårsoprydningen af cykler, der står parkeret i skurene ved stationerne.

“Her sætter vi et papirbånd på alle cykler, og de cykler der åbenlyst ikke er i brug, fjernes i begyndelsen af april. Cyklen kan herefter hentes som hittegods ved Østjyllands Politi.”

Bånd omkring stel og hjul

Kommunen bruger som nævnt et bånd til at identificere de cykler, der ikke er i brug. Det bindes omkring stel og hjul, og det vil så blive brudt eller fjernet af ejeren, når cyklen er i brug. Hvis båndet ikke har været brudt efter fire uger, har cyklen derfor ikke været i brug, og det kan betragtes som hittegods.

Skulle man få fjernet sin cykel, kan man som nævnt kontakte hittegodskontoret i Randers.

Kommunen ryddede også op i cyklerne i 2015 og 2016, og fra Trafik og Veje-afdelingen oplyses, at man har planer om at gøre det fremover fast hver marts måned.

Tidligere er der blevet sendt 20-30 cykler videre fra Hadsten og Hinnerup til Østjyllands Politi.

Favrskov Kommune har sat info-skilte op om oprydningen af cykler.