Fortsæt til indhold

Venstrepolitiker frygter illegitime ansættelsesmotiver og fagligt svage ledere

Venstre ønsker mere magt til politikerne for at undgå illegitime ansættelses-motiver og at embedsfolk ansætter fagligt svage ledere for at tjene deres egne interesser

Samfund
Jørgen Bollerup Hansen

Venstre foreslog på sidste møde i Økonomiudvalget, at der skal være flere politikere i ansættelsesudvalgene, når der ansættes nye fag- og stabschefer i kommunen.

Kun Venstres to medlemmer af udvalget, Anders Laugesen og Bent Jacobsen, samt Thomas Cordtz (K), gik ind for forslaget. Et massivt flertal vedtog at fortsætte med den gældende praksis.

LÆS OGSÅ: Is Big Brother watching: Skoleelevers datasikkerhed vækker bekymring

Anders Laugesen vil dog ikke udelukke, at Venstre vil rejser forslaget senere.

“Vi vil gerne have en anden fordeling mellem politikere og embedsfolk. Ansættelsesudvalgene skal ikke være større, men Venstre er lidt bekymret for, om politikerne har nok at sige. I en aktuel ansættelse af en ny teknisk chef, består ansættelsesudvalget af otte - heraf fire underordnede embedsfolk, to overordnede, hvoraf den ene er formand, og to politikere. Som politikere skal vi i den grad samarbejde med fag- og stabschefer. Det er alfa og omega. Derfor mener vi, at vi som politikere skal have mere hånd i hanke med ansættelserne,” siger Anders Laugesen.

“I det aktuelle eksempel har der været relativ stor udskiftning i ledelsen på kommunens tekniske område, hvilket er uhensigtsmæssigt. Det kan der være grund til at have ekstra fokus på ved en nyansættelse,” siger han.

2143 9768

Risiko for andre interesser

Desuden ser Anders Laugesen en anden udfordring.

“Jeg kan være bekymret for, at der deltager for mange underordnede i ansættelser af chefer, da der kunne være en tendens til, at de kan ønske sig en mindre kompetent leder rent fagligt, så de måske om et par år selv kan overtage stillingen. Eller de kan have andre særinteresser,” siger han.

Mener du, at underordnede kan have illegitime interesser i at ansætte svage ledere?

“Jeg siger ikke, det er et stort problem, men det kan være en risiko. Jeg har ikke eksempler på det fra kommunen, men på min egen arbejdsplads, Aarhus Universitet, kan der være faggrupper, der ud fra egne interesser ikke er interesseret i af få ansat for stærk en institutleder,” siger Anders Laugesen.

“Det nuværende system fungerer godt, absolut,” siger Jørgen Gaarde. Arkivfoto

Risiko for USA-forhold

Hvis politikerne ansætter kommunale ledere, er der så ikke en risiko for, at vi får politiske embedsfolk så vi mister den danske model med et apolitisk embedsapparat?

“Jo, det kan være en risiko, hvis man går for langt i den retning. Jeg tror dog ikke det vil ske, da det ikke ligger i den danske tradition. Ideelt set mener jeg, at en tredjedel af medlemmerne i et ansættelsesudvalg bør være politikere. Og at formanden er en politiker,” siger Anders Laugesen.

UgeBladet har spurgt borgmester Jørgen Gaarde (S), hvorfor han støtter den nuværende model.

“Den fungere godt, absolut. Som det er i dag, er det direktøren, der har det formelle ansvar for ansættelse af underordnede chefer, da det også er direktøren, der har det daglige ansvar for dem. Sådan er det også i andre organisationer. Når der skal ansættes direktører, er det mig, der er formand for ansættelsesudvalget, og i de tilfælde er alle byrådets partier repræsenteret i ansættelsesudvalget, nogle også med flere. Jeg har aldrig oplevet, det har været et problem, og det er kun Venstre, der vil lave det om,” siger Jørgen Gaarde.

Han forstår ikke, Anders Laugesens mistillid til underordnede lederes rolle i ansættelsesudvalg.

“Det må stå for Anders Laugesens egen regning. Det er helt urimeligt at sige, at de lader illegitime interesser spille ind,” siger Jørgen Gaarde.