Fortsæt til indhold

Påske

Samfund
Af Jacob Køhn Andersen, Provst for Skanderborg Provsti

Så er det Påske. Jeg ville i grunden heller skrive noget om jul. Ikke fordi vejrudsigterne for de to højtider tilsyneladende er blevet forbyttet. Men fordi julen er så nem. Det har noget med vores liv at gøre.

Det har påsken også, men det er svært at forklare. Og selvom forklaringen er god, så ved man ikke rigtig, hvad man skal stille op med den. Død og opstandelse rimer dårligt på sylte og konfekt. Så vi holder os til hule æg og harer, der er lavet af så elendig en chokolade, at vi næsten får ondt af børnene.

Nu er der heller ikke så meget skæg og ballade ved påsken. Den handler om de spørgsmål i livet, vi kalder for store spørgsmål, fordi vi har svært ved at svare på dem.

LÆS OGSÅ: Præsteklumme: Mannakorn er kirkens lykkekager

Døden kender vi alle sammen til. I det mindste fra andre. Men ind imellem kan den godt blive nærværende, og det er i grunden ikke særlig behageligt.

Jeg tror, det er præsten Poul Joachim Stender, der har kaldt søvnen for en generalprøve på døden. Det er på en ubehagelig måde så præcist, at man helt mister lysten til at sove. Heldigvis kommer den som regel igen af sig selv.

På samme måde kunne man sige, at hver morgen er en generalprøve på opstandelsen. Set i det lys er det ret beset underligt, at vi er så mange, der ikke bryder os om at vågne. Det er på sin egen måde også en skræmmende tanke at vågne op i evigheden, og så ikke være udhvilet. Det bliver en lang dag.

For nogle år siden anskaffede vi os et vækkeur, der både lyste soveværelset op og afspillede en sekvens med fuglesang. Nu er det heldigvis rykket ud af stikket og sengen er skubbet hen foran stikkontakten.

I udgangspunktet skulle det være en lille velsignelse at blive vækket af solens stråler til lyden af fuglesang.

Men for de fleste er det en gammel sandhed, at det ikke nytter noget at ændre ringetonen på vækkeuret. Man kommer under alle omstændigheder til at hade den.

Det er noget tid siden, uret var i drift. Men jeg husker stadig lyden af gøgen i det vekslende fuglekor. Det giver stadig et lille jag i maven af morgenstress, når jeg tænker på den.

Alligevel skammer jeg mig også en lille smule. Ikke over at være B-menneske. Men over at være så blasert, som det hed i gamle dage, når børnene ikke så tilstrækkelig taknemmelige ud over det, deres forældre havde at tilbyde dem.

Så uattraktivt er det vel heller ikke at komme i himlen, når man dør. Der er forhåbentlig længe til, men det kunne være en begyndelse at tage en tur i kirke til påske. Det bliver alligevel ikke vejr til at komme i haven.

Glædelig påske!