Fortsæt til indhold

Borgerforeningen aktiv i trafik-sag

Står over til sommerfesten men er klar til at fejre Sankthans med ny skoleinspektør i Auning som taler

Samfund
John Pedersen

Auning 2017 blev et år med pæn aktivitet og med et samlet resultat på 18.771 kroner. Auning Borgerforenings generalforsamling på Kulturperronen var præget af stor tilfredshed blandt de fremmødte, der da også gav genvalg til formanden Anja Dam Hedegaard, kassereren Margit Møller og næstformand Frank Bjerregaard. Nyvalgt til bestyrelsen blev den hidtidige suppleant Dorte Høj, så den nu tæller seks medlemer. De to øvrige medlemmer er Henning Millard og Palle Mortensen. Efter vedtægterne er bestyrelsens medlemstal fra fem til syv personer. Formanden Anja Dam Hedegaard kunne berette om et år med en tilgang på 11 medlemmer, så det totale tal nu er på 195. I løbet af året er byens flotte flagallé udvidet med 25 flag og det er sket med en donation på 28.000 kroner fra LaCour Fonden.

Fester til Sankthans

Borgerforeningen stod for den store sankthansfest og det er også en aktivitet, der er på plakaten i år. Fetsttaler bliver Christina Birch Mogensen, ny skoleinspektør ved Auning Skole. Til gengæld står Auning Borgerforening over når det gælder årets sommerfest. Sidste år var det Auning Idrætsforening som var arrangør af sommerfesten men med borgerforeningens folk som hjælpere på specifikke opgaver. Til gengæld var foreningen med i årets ubetinget største event, Move for Life, som var det helt store sammenskudsgilde med masser af lokale aktører inolveret. I år bliver sommerfesten altså uden deltagelse af Auning Borgerforening, der heller ikke kommer med i Auning Teltet på Landbrugsmessen på Gl. Estrup. Begrundelsen er, at langt de fleste af gæsterne på Landbrugsmessen kommer udefra og ikke er potentielle medlemmer af borgerforeningen. Fremover er det KFUM-spejderne i Auning, der opstiller byens flagallé. En opgave, der hidtil har været varetaget af idrætsforeningen. Der blev på mødet gjort status over arbejdet med vandstenen, der fremover bæret navnet Auningstenen og er ved at blive omskabt til en ny skulptur på Lyngroden. I løbet af foråret bliver der åbent-hus på Lyngroden, hvor man kan følge stenhuggernes arbejde. Der er endnu ikke sat endelig dato på afsløringen af Auningstenen.

Aunings flotte flagallé transporteres rundt i denne nye trailer, der blev taget i brug i 2016. Fremover er det KFUM-spejderne, der stiller flagalléen op.

Håb om bedre samarbejde

På generalforsamlingen gav flere af de fremmødte udtryk for, at man i bestyrelsen håber på et bedre og tættere samarbejde i fremtiden med andre af byens foreninger. Men ellers var der stor ros til bestyrelsens måde at håndtere høringen i forbindelse med den meget omstridte og diskuterede trafiksituation omkring Sdr. Fælledvej, Auning Skole og idrætscentret. Bestyrelsen blev også opfordret til at se på mulighederne for at få etableret et direkte talerør til kommunen, eventuelt i samarbejde med andre af byens foreninger.