Få øget velvære med naturtræning
Motion og Samvær Rønde, IF Mols og Kolind Pederstrup IF står fra april klar med hver deres naturtræningshold. Naturtræning er et projekt, hvor foreningsfrivillige instruktører er blevet uddannet af DGI i udendørs træning med særligt fokus på en målgruppe af personer med stress, angst og depression. De foreningshold, de efterfølgende opretter, er dog åbne for alle.
For Motion og Samvær Rønde er det vigtigt at skabe meningsfulde aktiviteter på tværs af alder, køn og kondital. I Naturtræning kan man træne sammen uanset niveau, for deltagerne kan variere øvelserne, så de passer til den enkelte.
”Skoven vil være et godt sted at udfordre balancen og prøve fantasien af, når vi enkeltvis, par-vis eller i kreds som et hold laver øvelser sammen. Alle øvelser kan laves lettere eller sværere alt efter temperament,” siger Annalise Laursen, formand for Motion og Samvær Rønde og instruktør på naturtræningsholdet.
I KPI Gymnastik håber de at tiltrække både nye og gamle medlemmer, som gerne vil træne uden for en hal eller gymnastiksal. Derfor er der lagt op til, at det skal være nemt at komme afsted, og at manglende børnepasning ikke står i vejen.
”Vi lægger op til, at børn, der følges med forældre eller bedsteforældre, også er velkomne. Når man deltager på natur-træning får man smil på læben, ny energi, et fællesskab med de andre, man lærer måske nye mennesker at kende og får nok også lidt ømme muskler,” fortsætter Sanne Schouby, formand for KPI Gymnastik og naturtræningsinstruktør.
gs